Vi er klar til et nyt vildt drama på lørdag


Af Ole Maass

Det var tæt, intenst, højspændt og dramatisk, da Grindsted og KIF Kolding onsdag aften i Lyng-hallen i Grindsted spillede uafgjort 29-29 og dermed udsatte afgørelsen på den direkte nedrykning til på lørdag, hvor KIF hjemme i Sydbank Arena tager imod Sønderjyske, mens Grindsted skal til Silkeborg for at møde Bjerringbro-Silkeborg.

Dermed er der lagt op til et nyt vildt drama på lørdag, hvor alt er på spil. Alt var også på spil onsdag aften i Grindsted, og det betød da også, at vi fik en uhyre jævnbyrdig kamp, hvor der bortset fra starten af anden halvleg, hvor Grindsted førte med 19-17 aldrig var mere end ét måls forskel på de to hold. Spillemæssigt var der tale om en kamp på ganske fint niveau, hvor KIF spillede med en smal besætning, hvilket betød større sikkerhed i spillet og markant færre tekniske fejl end i en række af de foregående kampe.

Hos KIF var der stort set fuld spilletid til Lauritz Legér på venstre back, Kristian Stoklund som playmaker og Oliver Norlyk på højre back. Alle tre spillere leverede en solid præstation, og man må også sige, at KIF-forsvaret langt hen ad vejen leverede en god kamp, som også betød, at Josip Cavar i KIF-målet generelt spillede en udmærket kamp. På KIF's venstre fløj var Lars Skaarup også en ganske træfsikker herre.

Hverken Cavar eller KIF-forsvaret fik dog fat i Grindsteds meget træfsikre højre fløj Jakob Villemoes, som scorede på ni af sine ti afslutninger.

Med godt ti minutter igen ved stillingen 21-22 til KIF havde KIF chancen for at øge føringen til to mål, men Jonas Tidemand brændte sin afslutning fra stregen i en situation, hvor han blev skubbet ud af balance af en Grindsted-forsvarsspiller – og burde have fået straffekast. Det fik han ikke, og så udlignede hjemmeholdet et halvt minut senere.

Modsat fik Grindsted et tvivlsomt straffekast med godt to minutter tilbage at spille i i en situation, hvor den tidligere KIF-spiller Martin Risom lavede noget, der lignede en angrebsfejl på Benjamin Pedersen. Men Risom fik straffe, og det scorede hjemmeholdets Frederik Iversen på til stillingen 28-27 til Grindsted med cirka to minutter igen – og det gjorde det stort set umuligt for KIF at vinde den kamp. Nøgternt bedømt må man dog også slå fast, at kampen var så tæt, så det uafgjorte resultat må siges at være ganske retfærdigt.

Det betyder altså, at hele nedrykningsdramaet afgøres på lørdag, og derfor må vi i den grad appellere til, at alle KIF-fans kommer i Sydbank Arena lørdag eftermiddag klokken 16.00 og bakker KIF op. Der er gratis adgang til kampen, så gå ind på www.kif.dk og hent dine billetter – og tag alle dine venner med. De skal også bakke KIF op.

Matchfakta:
Grindsted-KIF Kolding: 29-29 (16-15)

Målscorere:
Grindsted: Jakob Villemoes, 9, Martin Risom, 5, Frederik Iversen, 4, Frederik Nielsen, 3, Kristoffer Vestergaard og Kristian Krag Ørsted, begge 2, Magnus Sadova, Jonas Fuglsbjerg, Hjalmar Andersen og Christian Wetche, hver 1 mål.

KIF: Kristian Stoklund, 8, Lauritz Legér, Oliver Norlyk, Lars Skaarup, hver 4, Benjamin Pedersen, 3, Jens Svane og Magnus Kronborg, begge 2, Sebastian Bertelsen og Josip Cavar, begge 1 mål.

Udvisninger:
Grindsted: 3 – KIF: 3

Redninger:
Grindsted: Christian Wetche: 9/34 (26,47 procent), Frederik Skovgaard: 0/1 (0 procent)

KIF: Josip Cavar: 9/35 (25,71 procent), Emil Tellerup: 0/1 (0 procent)

875 tilskuere i Lyng-hallen i Grindsted.

#vikæmperforkolding