Topkamp som opvarmning til julen


{{brizy_dc_image_alt entityId=

Foto: Ramelsen.com
Af Ole Maass

Årets sidste betydende håndboldkamp i Sydbank Arena er samtidig en topkamp i 1. division med stor betydning for både KIF Kolding og Aarhus Håndbold. De to hold ligger – næsten – side om side i den meget tætte top i 1. division, hvor fem klubber lige nu ligger inden for to points afstand fra hinanden. Aarhus med 24 point på andenpladsen, KIF med 22 point på femtepladsen, men med to kampe færre end Sydhavsøerne, som på førstepladsen har 24 point. Så ræset om at ende med enten direkte oprykning til ligaen – eller som nummer to og tre med kvalifikationskampe er knivskarp og helt tæt.

-Og derfor er vores kamp mod Aarhus da også utrolig vigtig. Vi glæder os til den kamp, og vi tror på, at vi med lige så stærkt forsvarsspil som i Skive i sidste weekend kan skabe et godt resultat. For os bliver det afgørende, at vi kommer hjem og står i vort 6-0 forsvar, og dermed dæmmer op for Aarhus' stærke kontrafase, siger KIF-træner Anders Eggert.

Han fik tirsdag aften et friskt indtryk af Aarhus' aktuelle styrke, da holdet spillede den tv-transmitterede pokalkvartfinale mod Aalborg Håndbold.

Her fulgte Aarhus godt med i første halvleg, men i anden halvleg satte det stjernebesatte Aalborg-mandskab tingene på plads og vandt en storsejr på 24-37.

-Men Aarhus har et rigtig stærkt hold med en lang række profiler, som har erfaring fra ligaen. Deres største profil er unge Simon Skovhus, som netop har tegnet en fire-årig kontrakt med Aalborg. Lars Mousing på stregen og Kristoffer Laursen i målet er andre profiler på et bredt besat Aarhus-hold, konstaterer, Anders Eggert.

Andre profiler er den unge venstre back Joachim Pedersen, playmaker Johan Meklenborg med en mangeårig fortid i TTH samt højre back, Mads-Peter Lønborg, som både har spillet i ligaen for Skive og i en enkelt sæson fra 2022-2023 i KIF. Lønborg har godt med fart i fødderne, han er stærk på gennembrud og samtidig en spiller med godt blik for både streg- og fløjspillerne.

Til lørdagens kamp er KIF Kolding desværre svækket af at måtte undvære unge Markus Bugge på pladsen som højre back samt holdets stærke forsvars- og stregspiller Benjamin Pedersen. De blev begge skadet i kampen mod Skive.

Det ændrer ikke på, at KIF-træner Anders Eggert har fuld tiltro til de spillere han har til rådighed, og han ser også frem til, at hans mandskab får en mere eller mindre fyldt arena i ryggen lørdag eftermiddag.

-Vi håber på, at vi kan være med til at skabe en håndboldfest, og vi håber på at vore fans giver den fuld gas i alle 60 minutter, lyder opfordringen fra Anders Eggert.

Kom i god tid inden kampstart klokken 15.00 i Sydbank Arena – og tag om muligt cyklen eller turen på gå-ben ud i hallen. Der kan forventes noget i retning af trafikkaos, når der kommer forventet mellem 2500 og 3500 tilskuere til lørdagens kamp.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding