Svær udekamp i vente for KIF Kolding


{{brizy_dc_image_alt entityId=

Af Ole Maass

KIF Kolding kan lørdag eftermiddag imødese én af de større udfordringer i håndboldens 1. division, når holdet klokken 14.30 i Jysk Energi Arena i Lemvig møder Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Lemvig-Thyborøn og KIF har i løbet af de seneste halve snes år krydset klinger mange gange i håndboldligaen, men i starten af oktober sidste år mødtes de to klubber så for første gang i 1. division, og her trak nordvestjyderne sig sejrrigt ud af det opgør, da holdet vandt med 32-31 efter en scoring af højre back Mathias Bitsch i kampens sidste sekunder.

Men siden starten af oktober har KIF i den grad fået stabiliseret kursen og af de seneste 12 kampe siden Lemvig-kampen har KIF hentet 11 sejre og blot tabt en enkelt kamp.

KIF-træner Anders Eggert er forberedt på, at der venter hans mandskab en svær kamp lørdag eftermiddag.

-Lemvig har et godt hold med en stærk bagkæde med Ole Ellegaard, Mathias Bitsch og Jonas Porup. De har nogle tunge drenge i forsvaret og i norske Fredrik Clementsen har de sammen med Niels Lindholt et par stærke folk på stregen. Og så har Lemvig også en stabil kontrafase. Lemvig har leveret gode resultater mod flere af holdene i toppen, blandt andet en storsejr over HC Midtjylland. Men så har de også haft nogle udfald med blandt andet et nederlag til Rækker Mølle. Så undervejs har de været lidt svingende, konstaterer Anders Eggert.

Hos hans eget mandskab er der en god tro på, at KIF-drengene kan hente den tiende sejr i træk.

-Vi ved, at vi kommer på hårdt arbejde, men kan vi få vort forsvarsspil op på det samme høje niveau som i vores seneste kamp mod HC Midtjylland, mener jeg at vi har gode muligheder mod Lemvig, lyder det med fortrøstning i stemmen fra Anders Eggert.

KIF-drengene kommer heller ikke til at føle sig alene i hallen i det nordvestjyske. KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd bakker som altid KIF op, og til kampen lørdag i Lemvig vil de være lige omkring 40 KIF-fans på plads til at heppe på KIF Kolding i alle 60 minutter.

Skal du ikke med til Lemvig kan du som altid se kampen på Direkte Sport (tidligere JMF Play), forudsat at du har et digitalt abonnement på JV Plus.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding