Foto: www.gjelstrup.dk
Af Ole Maass
Spillerne på KIF Koldings 1. divisionshold er ligesom spillerne i alle andre 1. divisions- og ligaklubber på jule- og nytårsferie. Det har vi brugt som anledning til at lave en midtvejsstatus, og Anders Eggert cheftræner for KIF er overordnet positiv over den udvikling hans mandskab har taget. Anders Eggert mener, at holdet har rykket sig i den rigtige retning.
Nu har I spillet de første 16 ud af 26 kampe i 1. division. Hvad er den overordnede status for KIF's indsats og holdets udvikling på de fire måneder der er gået siden sæsonen startede i slutningen af august?
-Indsatsen har været god, og det har den været lige fra starten af sæsonen. Jeg kan ikke sætte en finger på hverken indsats eller indstilling hos spillerne. Der var mange ændringer både på og uden for banen spillerne skulle forholde sig til, og det betød også, at vi i starten havde svært ved at finde kontinuiteten og også tabte nogle kampe, som vi ikke havde håbet på eller regnet med at tabe. Men vi har bevæget os i den rigtige retning. Som hold har vi fundet sammen, og vi er blevet mentalt stærkere og har også fundet en ro i de opgaver, som hver enkelt spiller skal løse. I den sammenhæng har det også haft betydning, at Lasse Svan har brugt mange timer sammen med spillerne, og det har vi ikke mindst kunne se i de senere kampe, hvor vi både har spillet med stor ro og med et mentalt overskud, som også i høj grad har influeret positivt på vores spil på banen.
Hvad har overrasket mest positivt – og mest negativt ved 1. division og niveauet her?
-Det positive er, at der er rigtig mange stærke hold og dygtige spillere i 1. division. Niveauet er højt, og det er ikke sådan, at du bare vinder kampene mod holdene i den nederste del af rækken, hvis du spiller med 70-80 procent. Vi har spillet på udebane i fyldte haller, så hvad det angår har det stort set kun været positivt. Jeg kan sådan set ikke komme på noget negativt – det skulle da lige være, at du faktisk taber til de andre hold, hvis du ikke rammer 100 procent. Det har vi jo prøvet.
Vi har været inde i en rigtig god stime med syv sejre i de seneste syv kampe – ville du i virkeligheden hellere have droppet julepausen og i stedet stillet op til kamp igen i næste weekend – for på den måde at beholde momentum?
-Nej, jule- og nytårspausen passer os rigtig godt. Vi har arbejdet meget intenst og koncentreret frem mod kampene mod Skive og Aarhus her i december, så det afbræk vi har på et par uger passer os fint. Og når vi mødes igen i januar har vi to uger, hvor vi kan arbejde koncentreret frem mod den første kamp den 17. januar på udebane mod Norddjurs. Jeg er ikke nervøs for, at vi mister momentum.
To af vores store profiler, Benjamin Pedersen og Markus Bugge, som vel begge regnes som en del af start 7'eren, er nu ude med skader resten af sæsonen. Hvad kommer det til at betyde for holdet?
-Først og fremmest er det enormt synd og ærgerligt for både Benjamin og Markus. Men det betyder jo også, at vi som helhed bliver smallere besat, og der skal trækkes store veksler på nogle af de andre spillere. Benjamin er en meget vigtig brik i vort forsvar, og på stregen er det som regel også ham, som starter i angrebet. Når vi ikke har Markus til rådighed som venstrehåndet spiller i bagkæden er det Jens Svane, som løser den opgave. Og det gør Svane godt, men det er en anden måde at spille på, når man spiller med en højrehåndet spiller som højre back. Men i kampen mod Aarhus viste vi, at vi er i stand til det, så vi tror på at vi med de spillere vi har til rådighed formår det. Men det ændrer ikke på, at vi er smallere besat uden to profiler som Benjamin og Markus.
Du sagde forud for sæsonen, at det ville være en skuffelse, hvis KIF enten ikke rykker direkte op, men så i hvert fald var mellem de to hold på anden- og tredjepladsen, som skal spille om oprykning til ligaen. Mener du stadigvæk det.
-Ja, det mener jeg. Men det er jo ikke ret længe siden, at det så mere end svært ud for os. Den direkte oprykningsplads var meget langt væk, fordi Skive var seks point foran os. Vi troede stadig på, at vi havde mulighed for at komme i spil til én af de pladser, som giver adgang til kvalifikationsspil til ligaen. Men som tingene har udviklet sig, hvor vi nu har en top med fem hold, der ligger meget tæt og hvor holdene fra den nederste del af rækken også tager point fra top fem-holdene – ja, det betyder, at alt er åbent. Men jo – for os vil det være en skuffelse, hvis vi ikke er i top tre efter de 26 kampe i grundspillet.
Vi har lige spillet to fremragende kampe og vundet overbevisende over de to formodet stærkeste modstandere, Skive og Aarhus Håndbold. Betyder det, at KIF Kolding nu er favorit til at rykke direkte op i ligaen?
-Nej, der er fem hold i toppen, som ligger helt tæt. Jeg mener stadig, at KIF, Skive og Aarhus er de bedste bud på holdene, som slutter i top tre. Men Sydhavsøerne og HC Midtjylland har også gjort det fremragende, så de kan også sagtens komme i spil. Vi har ti kampe tilbage i grundspillet, og for os bliver det ti finaler. Og taber vi to af dem – ja, så kan vi være ude af top tre. Så det bliver et ekstremt spændende forår, der venter os.

