Solid holdindsats bag sikker KIF-sejr


Af Ole Maass

Det var ikke kønt og poleret det hele. Til gengæld var der både fight, vilje og undervejs også stærke spillemæssige elementer, da KIF Kolding lørdag eftermiddag vandt en solid sejr på 34-25 over TM Tønder efter en KIF-føring på 19-14 ved pausen.

Da KIF-forsvaret først var kommet op i omdrejninger fik de store stærke drenge, Jonas Tidemand, Benjamin Pedersen, Cornelius Kragh og Jens Svane lukket så tilpas effektivt af i de bagerste geleder hos KIF, så betingelserne for endnu en stærk målmandspræstation af Thorsten Fries i KIF-målet blev rigtig fine.

Det betød, at de små hurtige bagspillere hos TM Tønder fik svære betingelser i spillet seks mod seks. De løb ofte ind i en KIF-mur – ikke mindst i anden halvleg.

I kampens start havde playmaker hos Tønder, Mathias Nikolajsen forholdsvis nemt ved at komme på skudhold eller til gennembrud, og det betød, at han i løbet af kampens første 11 minutter scorede fem af Tønders otte mål. TM Tønder førte på daværende tidspunkt med 8-6.

Imod slutningen af første halvleg fik KIF'erne bedre fat, og i angrebet havde KIF'erne også flere strenge at spille på. Blandt andet skabte lynhurtige og fodrappe svenske Viktor Ahlstrand masser af uro i gæsternes forsvar – enten på gennembrud, hvor han selv scorede, tilkæmpede straffekast eller med målgivende afleveringer til blandt andet en træfsikker Benjamin Pedersen på stregen.

Og ude bagfra fik KIF's Cornelius Kragh også sat tilpas mange ”missiler” ind, så KIF'erne kunne gå til pause med en god fornemmelse og en føring på 19-14 efter en første halvleg, som i de første tyve minutter var mere jævnbyrdig end pausecifrene antyder.

I anden halvleg gik der knap ti minutter inden TM Tønder fik scoret det første mål. Det var en reducering til 23-15. Her skal det nævnes, at gæsterne blev ramt af tre udvisninger i løbet af de første ti minutter – KIF fik en enkelt udvisning i samme periode. I starten af anden halvleg var det nu ikke fordi KIF's angrebsspil kørte smurt og på skinner. Kampen var noget ujævn i den periode, men set med hjemmeholdets øjne betød det ikke det helt store, fordi det stærke forsvarsspil dæmmede op for, at gæsterne kunne komme tættere på. Det betød da også, at TM Tønder aldrig kom tættere på end at være bagud med syv mål – 25-18 efter 44 minutters spil og 27-20, da der manglede 12 minutter af kampen.

Som helhed var det solid holdpræstation, der sikrede KIF den klare sejr, men bag den lå der også flotte individuelle præstationer. Cornelius Kragh er en vigtig spiller for KIF. Han scorer mange mål – han har også sine afbrændere, og i forsvaret er han uhyre solid. Benjamin Pedersen er en spiller, som på sin egen stille facon altid leverer varen, og imod Tønder scorede han fem mål på lige så mange forsøg og var samtidig en krumtap i forsvaret. Jens Svane spillede det meste af tiden på den uvante plads som højre back i fraværet af Markus Bugge, og Svane leverede igen en uhyre solid præstation – med knofedt i forsvaret og seks mål, heraf flere på gode gennembrud. Jonas Tidemand kom ikke på scoringslisten, men hans bidrag i forsvaret var uhyre vigtigt for, at KIF kunne hente den sikre sejr, og så var der også solide præstationer af spillere som Viktor Ahlstrand, Lars Skaarup og Sebastian Bertelsen, ligesom unge Oliver Storm fik scoret sit første mål på hjemmebane, da Bertelsen serverede bolden for ham på højre fløj, hvor Storm trådte til, da Sebastian Bertelsen i anden halvleg blev rykket ind som højre back. Oliver Storms mål vakte ekstra stor jubel i hallen.

Og apropos de solide præstationer – ja, så kommer vi heller ikke uden om Thorsten Fries i målet, som med 15 redninger sluttede med en redningsprocent på 37,50 – mere end godkendt og en vigtig faktor for, at KIF vandt.

I den anden ende af banen leverede TM Tønders målmand, Magnus Siihm i øvrigt også en ganske solid præstation.

Og så var der også grund til at glæde sig over, at på en solrig efterårs-lørdag fik KIF opbakning fra 1874 tilskuere. Et ganske flot tilskuertal i efterårsferien. Et par hundrede af de knap 1900 tilskuere var nok ikke helt så tilfredse, som vi andre. TM Tønder havde medbragt en flot og medlevende tilskueropbakning og samlet skabte det en rigtig fin ramme om kampen mellem to hold, som har en klar intention om at spille en rolle i toppen af 1. division.

Kampen i tal:
KIF Kolding-TM Tønder: 34-25 (19-14)

Målscorere:
KIF: Cornelius Kragh, 8, Jens Svane, 6, Benjamin Pedersen, 5, Viktor Ahlstrand, 4, Kristian Stoklund, Sebastian Bertelsen og Lars Skaarup, hver 3, Tobias Ellebæk og Oliver Storm, hver 1 mål.

TM Tønder: Mathias Nikolajsen, 7, Rune Schrøder, 5, Mads Emil Møller og Marcus Andersen, begge 3, Nick Bøg Nielsen og Kasper Andersen, begge 2, Mikkel Lund, Simon Humlegaard og Axel Kaj Larsen, hver 1 mål.

Udvisninger: KIF: 3 – TM Tønder: 7

Redninger:
KIF: Thorsten Fries: 15/40 (37,50 procent)

TM Tønder: Magnus Siihm: 12/46 (26 procent)

1874 tilskuere i Sydbank Arena, Kolding

Dagens Man of the Match:
KIF: Thorsten Fries – TM Tønder: Magnus Siihm

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere