Solid holdindsats bag ny KIF-sejr


'}}

Foto: BlumePress

Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold satte mandag aften en tyk streg under, at holdet har mere end berettigede ambitioner om en plads i DM-slutspillet, da holdet på udebane i Esbjerg besejrede Ribe-Esbjerg med 38-33 efter en KIF-føring på 20-17 ved pausen.

Som cifrene antyder var det ikke i forsvaret KIF vandt kampen. Det var i kraft af stærkt angrebsspil, hvor KIF'erne hele tiden fandt løsninger i et Ribe-Esbjerg forsvar, hvor der ganske ofte var huller.

Det var der også i udpræget grad i KIF's forsvar i starten af kampen, hvor hjemmeholdet efter fire minutter var foran med 5-2 og efter små ni minutter førte 8-4. Ribe-Esbjerg diskede op med tempofyldt angrebsspil og var også stærke i kontrafasen, og KIF's forsvar kom i starten af kampen ikke på plads. Det betød også, at KIF's normalt stærke keeper, Magnus Brandbyge blev skudt i sænk i starten af kampen, og efter 11 minutters spil kom Tim Winkler så på kassen i KIF-målet.

KIF'erne arbejdede sig stille og roligt ind i kampen, og ikke mindst takket være en uhyre stærk spillende Mads-Peter Lønborg på højre back-pladsen holdt KIF'erne snor i hjemmeholdet. Lønborg lavede fem fremragende mål i første halvleg, på langskud, på gennembrud og ved slet og ret at drøne igennem hullerne i hjemmeholdets forsvar. Samtidig begyndte både KIF-forsvaret og Tim Winkler at få fat i hjemmeholdets angreb, og da der manglede seks minutter af halvlegen udlignede en stærkt spillende Benjamin Pedersen fra stregen efter ét af mange fremragende indspil fra KIF-playmaker Sander Øverjordet.

Da der manglede fire minutter af første halvleg sendte Tim Winkler et langt præcist udkast frem til Viktor Nevers på højre fløj, og Nevers scorede her til 16-17 og bragte dermed for første gang KIF foran i kampen. Og KIF sluttede halvlegen stærkt af, så holdet kunne gå til pause med en tre måls føring – 17-20.

I starten af anden halvleg byttede de to hold mål, så KIF førte med skiftevis to og tre mål. Men man sad hele tiden med en fornemmelse af, at KIF havde godt styr på kampen. Sander Øverjordet var en fremragende styrmand, og Mads-Peter Lønborg fortsatte sit uhyre stærke spil fra første halvleg. Og da samtidig både Steven Plucnar, Benjamin Pedersen, Thomas Boilesen og Bjarke Christensen scorede på hovedparten af deres chancer udbyggede KIF føringen til fire og fem mål. Efter 14 minutters spil i anden halvleg førte KIF således med 23-28. Både Ribe-Esbjerg og KIF lavede tekniske fejl. Hjemmeholdet lavede flest, og da Mads-Peter Lønborg lavede sit ottende mål og bragte KIF foran med 25-32 med 12 minutter igen var kampen reelt afgjort.

KIF'erne skal have stor ros for at bevare roen og hele tiden finde løsninger i angrebet, hvor syv mod seks spillet også blev praktiseret helt perfekt. Forsvarsspillet er set bedre i de fleste kampe i denne sæson, og dertil kommer at KIF'erne heller ikke var alt for skarpe på flere ”friløbere” i anden halvleg, hvor KIF'erne brændte oplagte chancer ved at skyde Ribe-Esbjerg målmændene i højt leje i stedet for i bunden af målet.

Men bortset fra det var det en uhyre solid holdpræstation af et KIF-hold, som i det sidste kvarter af kampen måtte undvære Thomas Boilesen, som vred om på foden i en angrebsaktion. Lad os ikke håbe, at det er alvorligt, for Boile vil vi nødigt undvære på dette tidspunkt af sæsonen, hvor kampene ligger i tæt rækkefølge.

Endnu en glædelig kendsgerning var, at KIF-træner Kristian Kristensen i kampens sidste minutter også kunne give comeback til den unge fløjspiller Peter Lund, som dermed fik sine første minutter på banen i mange måneder - og den første spilletid i denne sæson.

Og så fik KIF'erne også fremragende støtte fra flere end 100 KIF-fans, som havde taget turen med til Esbjerg. De var både synlige og særdeles hørlige i tv-transmissionen af kampen på TV2 Sport.

Matchfakta:

Ribe-Esbjerg-KIF Kolding: 33-38 (17-20)

Målscorere:

Ribe-Esbjerg: Morten Jørgensen, Andreas Søgaard, Magnus Haubro, Simon Birkefeldt og Elvar Asgeirsson, hver 5 mål, Jonas Larholm, 4, Marcus Dahlin, 2, Mathias Jørgensen og Marcus Mørk, hver 1 mål.

KIF Kolding: Mads-Peter Lønborg, 8, Benjamin Pedersen, 6, Thomas Boilesen, Steven Plucnar og Bjarke Christensen, hver 5, Sander Øverjordet, 4, Viktor Nevers, 3 og Jens Svane Peschardt, 2 mål.

Udvisninger:

Ribe-Esbjerg: 2, KIF: 4

Redninger:

Ribe-Esbjerg: Agust Eli Bjørgvinsson: 5/28 (17,86 procent), Ronnie Nicolaisen: 5/20 (25 procent).

KIF: Magnus Brandbyge: 0/9 (0 procent), Tim Winkler: 10/34 (29,41 procent)

1288 tilskuere i Blue Water Dokken i Esbjerg.

#vikæmperforkolding