Sikker KIF-sejr i målorgie i Grenaa


{{brizy_dc_image_alt entityId=

Af Ole Maass

KIF Koldings 1. divisionshold kom fint ud af starthullerne i 2026, da holdet lørdag eftermiddag hentede en sikker otte måls sejr i et sandt målorgie imod Norddjurs Håndbold. Sejrscifrene blev på 45-37 til KIF i kampen, der blev spillet i Djurslands Banks Arena i Grenaa, hvor KIF-drengene førte med 24-19 ved pausen.

Som cifrene mere end antyder var det en kamp, som ikke var præget af forsvarsspil på højt niveau i hverken den ene eller anden ende af banen.

Norddjurs spillede konsekvent i hele kampen syv mod seks, og det betød dels, at KIF'erne flere gange straffede hjemmeholdet ved at score i tomt mål, og dels betød det også, at hjemmeholdets forsvar oftest ikke var på plads, når KIF'erne startede et nyt angreb. Det benyttede en snu og fodrap spiller som svenske Viktor Ahlstrand sig af til at drøne igennem hjemmeholdets forsvar, hvor der oftest var masser af plads.

Viktor Ahlstrand var ikke den eneste KIF'er, som benyttede sig af den gode plads og gæstfriheden hos hjemmeholdet. Også KIF's anden store skarpretter, Cornelius Kragh, havde god plads til at udfolde sig med gennembrud og afslutninger ude bagfra, så Ahlstrand og Kragh scorede hver ni mål – og lagde desuden begge flere målgivende afleveringer til fløjene og stregspillerne.

Første halvleg var langt hen ad vejen en jævnbyrdig affære, hvor de to hold skiftedes til at score, men i de sidste godt seks minutter af halvlegen fik KIF'erne alligevel skabt et hul på fem mål, da KIF gik fra en føring på 17-16 til halvlegsstillingen 24-19. Det var også i kraft af flere gode redninger fra Thorsten Fries i KIF-målet.

I anden halvleg lagde hjemmeholdet ud med at score de første to mål, så føringen skrumpede til 24-21, men så scorede KIF'erne tre mål i løbet af et minut, så KIF bragte sig foran med 27-21, og i resten af halvlegen var KIF'erne foran med seks-syv mål. Så hjemmeholdet fik aldrig færten af point i den kamp.

Man må konstatere, at KIF'erne har spillet en del kampe i denne sæson, hvor forsvarsspillet var langt bedre, men til gengæld var der ingen grund til at klage over angrebsspillet, hvor KIF'erne spillede med stor variation, få tekniske fejl og træfsikkerhed det meste af kampen. KIF's to stregspillere og forsvarsklipper, Jonas Tidemand og Mads Kragh Thomsen gjorde sig i denne kamp også mest bemærket i angrebsspillet, hvor de begge var meget træfsikre. Tidemand med fire mål på lige så mange afslutninger og Mads Kragh Thomsen med fem scoringer på fem afslutninger.

I øvrigt var det også godt at se, at der blev mere spilletid til Tobias Ellebæk i bagkæden, som kvitterede med en god indsats og fire mål.

KIF måtte stille op uden en skadet Lars Skaarup, og i hans sted var Mads Hoé Jørgensen førstevalg på venstre fløj. Han fik ikke mange bolde at arbejde med, men han scorede en enkelt gang på én af de to bolde han fik på fløjen. I det sidste kvarter blev han afløst af unge Mads Larsson, som fik flere bolde ud på fløjen, så han endte med at score fire mål – tre på fløjafslutninger og en enkelt gang i tomt mål hos gæsterne. Mod slutningen blev der også spilletid til et andet ungt KIF-talent med et kendt efternavn, Silas Rietveld Hjermind, og det betød at der var spilletid til samtlige 14 KIF-spillere på holdkortet denne lørdag.

Som helhed var det en absolut godkendt præstation af KIF'erne, som nu står godt rustet til en absolut topkamp allerede nu på onsdag den 21. januar, klokken 19.00, hvor HC Midtjylland kommer på besøg i Sydbank Arena.

Det er en onsdag aften, hvor det danske herrelandshold IKKE spiller kamp, så denne aften skal KIF-drengene have maksimal opbakning, så holdet forhåbentlig kan hente den niende sejr i træk.

Lørdag eftermiddag i Grenaa fik KIF-drengene i øvrigt fin opbakning af 40-50 medrejsende KIF-fans, som givetvis får en fin tur hjem med to point i bagagen fra Djursland.

Matchfakta:
Norddjurs Håndbold-KIF Kolding: 37-45 (19-24)

Målscorere:
Norddjurs: Jeppe Dahl Kjeldsen, 8, Frederik Børm, Peter Lausten, Mikkel Scaglione og Anders Gade, hver 4, Jakob Wolf Rasmussen og Kasper Schmidt Jørgensen, hver 3, Jacob Larsen og Christian Rohde, hver 2, Victor Saarup, Frederik Garsdal Adamsen og Carl Büchmann, hver 1 mål.

KIF Kolding: Cornelius Kragh og Viktor Ahlstrand, hver 9, Mads Kragh Thomsen, 5, Jonas Tidemand, Tobias Ellebæk og Mads Larsson, hver 4, Jens Svane og Andreas Aagreen, hver 3, Sebastian Bertelsen, 2, Mads Hoé Jørgensen og Kristian Stoklund, hver 1 mål.

Udvisninger:
Norddjurs: 2 – KIF Kolding: 5

Redninger:
Norddjurs: Mathias Vibe Christensen: 8, Casper Würtz: 5

KIF Kolding: Thorsten Fries: 11/45 (24,44 procent), Emil Tellerup: 2/5 (40 procent)

700 tilskuere i Djurslands Bank Arena i Grenaa

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding