Af Morten Ravn
KIF Kolding styrker nu endnu et vigtigt strategisk ben i klubben. Per Højgård er pr 1. januar tiltrådt som ny café- og konferencechef i Sydbank Arena, hvor han får ansvaret for den daglige drift af caféen og bespisningen af klubbens mange gæster.
Med ansættelsen af Per Højgård ønsker KIF Kolding at løfte oplevelsen i Sydbank Arena yderligere og udvikle arenaens store potentiale inden for konferencer, møder og arrangementer – sideløbende med håndbolden. Ambitionen er at kunne danne ramme om alt fra firmafester og konferencer til konfirmationer og mindre private sammenkomster i de unikke faciliteter i Sydbank Arena.
Ifølge direktør i KIF Kolding, Casper Olesen, handler ansættelsen både om klubkultur og om at styrke oplevelsen i Sydbank Arena:
”Vi ønsker at styrke klubkulturen i og omkring Sydbank Arena. Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang, hvor alle haller havde et cafeteria som et naturligt samlingspunkt. Den tanke vil vi gerne genoplive og skabe et sted, hvor man kan mødes og være sammen, også når man ikke selv er i aktion i hallen. Med Per Højgård får vi en yderst erfaren profil, som både har stor faglighed fra køkkenet og et indgående kendskab til klubben. Per er en ægte klubmand, og vi er overbeviste om, at han er den helt rigtige til at løfte caféen og skabe de rammer, vi ønsker for fremtiden,” siger Casper Olesen, direktør i KIF Kolding.
Solid erfaring fra køkken og ledelse
Per Højgård kommer med mange års erfaring fra køkken- og restaurationsbranchen. Han har bla. i 22 år været forpagter af Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld, hvor han har haft ansvaret for både madoplevelser, drift og personale.
Den erfaring skal nu bringes i spil i Sydbank Arena, hvor Per får en central rolle i at sikre høj kvalitet, professionalisme og sammenhæng i den samlede gæsteoplevelse – uanset om der er tale om kampdage, konferencer eller større arrangementer.
Ifølge Per Højgård er det en opgave, han ser meget frem til:
”Jeg er utrolig glad for muligheden og stolt over at få ansvaret for caféen og konferenceområdet i Sydbank Arena. KIF Kolding er en klub, der betyder meget for mig, og jeg ser frem til at være med til at skabe gode rammer og oplevelser for både gæster, samarbejdspartnere og alle omkring klubben,” siger Per Højgård.
Klubmand med KIF i hjertet
Ud over sin faglige ballast er Per Højgård også en ægte klubmand. Han er selv aktiv spiller i KIF Håndbold og kender klubben indefra. Senest var han i sommer med til at vinde EM-guld ved European Masters Championships, hvilket vidner om både engagement og passion for håndbolden.
Med Per ved roret i caféen og konferenceområdet får KIF Kolding derfor ikke blot en erfaren leder, men også en person, der vil klubben det bedste og har en naturlig forståelse for KIF Koldings værdier og ambitioner.
KIF Kolding byder Per Højgård varmt velkommen og ser frem til at udvikle Sydbank Arena som en stærk ramme for både håndbold, fællesskab og professionelle arrangementer.
Ønsker du at høre mere om mulighederne i Sydbank Arena, eller står du med et kommende arrangement, er du meget velkommen til at kontakte KIF Kolding på info@koldinghallerne.dk for en uforpligtende dialog om rammer, løsninger og muligheder.

