10Af Ole Maass
Han startede i jobbet som direktør i KIF Kolding den 1. juli. 47-årige Casper Olesen blev ikke hentet ind som leder af klubben og klubbens ansigt udadtil, fordi han havde en glorværdig håndbold-karriere i bagagen, men fordi han både har forstand på de kommercielle mekanismer, der skal til for at drive en professionel håndboldklub, fordi han kender sin by og sit lokalområde indgående, fordi han ved noget om salg og marketing og fordi han beskrives som en mand med et vindende væsen, som også kan være en samlende figur for de folk, der er ansat i klubben – og det gælder både folkene på kontoret og spillerne i KIF Koldings førsteholdstrup.
Vi har sat Casper Olesen stævne for at høre noget om hans visioner og ideer for KIF Kolding – her og nu og ud i fremtiden.
Casper, du har nu været direktør for KIF Kolding i et par måneder. Sæt nogle ord på de indtryk og de arbejdsopgaver du har haft siden du startede i jobbet den 1. juli.
-Jeg er landet i et job med enormt mange facetter. Det har været en travl tid, men også enormt spændende. KIF Kolding er en klub, som betyder enormt meget for rigtig mange mennesker. Vi har et stærkt erhvervsnetværk med partnere, som både har en forretningsmæssig og personlig interesse for at være med hos os. Vi har alle de frivillige, som yder et kæmpe arbejde for klubben. Vi har en stor fanbase. Og så har vi et personale i form af de ansatte på kontoret, spillerne og trænerstaben. Vi er en del af Sydbank Arena, hvor vi skal arbejde sammen med flere andre interessenter, og så har vi en bestyrelse og en investorgruppe. Så for mit vedkommende har der været mange ting jeg skulle sætte mig ind I. Det har betydet mange arbejdstimer, men det har også været sjovt og lærerigt for mig. I den sammenhæng har jeg på forhånd peget på, at det er vigtigt, at vi har den rigtige selvforståelse. Vi har været i nedrykningsfare i fem af de foregående syv sæsoner, og det betyder jo at vi har trukket store veksler på tilliden hos omgivelserne. Tilliden har været lidt slidt. Og det er derfor jeg har sagt, at vi ikke længere er en storklub, men vi er en stor klub med et stort potentiale. Vi er stadig ambitiøse, men også realistiske. Vi skal skabe store oplevelser, og i denne sæson skal vi i gang med at vinde nogle håndboldkampe. Det vil være med til at hjælpe de store oplevelser på vej.
Du har lanceret nogle nye initiativer, som har til formål at øge interessen for klubben og for KIF's kampe i 1. division: sæsonkort til livstidspris og en børneklub med en meget fordelagtig pris på sæsonkort. Hvordan er det gået, og er der andre initiativer på vej?
-Med hensyn til salget af sæsonkort er det gået rigtig godt. Vi har solgt klart flere sæsonkort end vi har gjort de seneste seks-syv sæsoner. For os har det også været et signal til vore fans, som bakker klubben op nu, hvor vi er gået et skridt ned – i 1. division – at vi gør noget ekstra for, at vi igen skal komme et skridt op – op I ligaen. Vores børneklub er et helt nyt initiativ, som vi venter os meget af, men det skal vi udvikle hen over sæsonen. Det skal ses som et initiativ til, at vi får flere børnefamilier i hallen. Vi er en del af underholdningsindustrien, og det skal være lige så naturligt for en børnefamilie at tage ud og få en fælles oplevelse med håndbold som at tage på tur til et trampolinland. Vi vil meget gerne beholde vort stampublikum, men vi har også brug for, at de yngre generationer kommer i hallen og får nogle oplevelser – fordi vi også tænker lidt på den lange bane. Vi har flere andre initiativer I støbeskeen, men nu skal vi have de her ting til at virke, inden vi søsætter flere ting.
Da du blev ansat blev det af bestyrelsesformand Mads Aarestrup fremhævet, at du har stærke kommercielle kompetancer – oversat til almindelig dansk er det vel, at du er en god sælger og god til at skaffe sponsorer og nye samarbejdspartnere. Hvordan er de første par måneder gået på den front?
-Vi har mærket en flot opbakning fra vore sponsorer, men der er også sponsorer, som har været afventende i forhold til den nye situation vi nu er i i 1. division. Det tvinger os til at blive endnu dygtigere, og vi skal sikre at vore sponsorer får gavn af det netværk vi skaber, ligesom vi skal være med til at eksponere dem. Samtidig betragter vi ikke fodbolden som en konkurrent, men som en kollega for os. På den lange bane vil det være til gavn for både fodbolden og håndbolden jo mere elitesport vi har i Kolding og jo højere vi ligger. Det vil skabe større interesse, og der er mange af vore fans og sponsorer, som kommer begge steder – det er godt for byen, og det har vi for øje.
Da du blev ansat sagde du, at klubbens selvforståelse er vigtig. Du sagde, at KIF ikke længere er en storklub, men en stor klub med stort potentiale. Hvorfor er det vigtigt at slå det fast?
-Det er vigtigt at være ærlige og erkende, hvor vi er lige nu. Hvis vi tror, at vi skal spille slutspil og spille om medaljer lige om lidt, så er vi ikke realistiske og vi har heller ikke det økonomiske fundament, der skal til. Man kan sammenligne det med at bygge et hus. Man starter ikke med at lægge taget. Man starter med at støbe et fundament. Det ville klinge hult, hvis vi går ud med nogle urealistiske målsætninger. Vi er meget bevidste om KIF Koldings historie med mesterskaber og pokaltitler. Men den historie skal ikke være et åg, men en inspiration. Og man skal ikke tage fejl af, at vi er meget ambitiøse, og i denne sæson satser vi på at komme til at spille om oprykning til ligaen.
Hvis du skal være spåmand, hvor ser du så KIF Kolding henne om et år – og på længere sigt om tre-fire år?
-Om et år ser jeg gerne, at vi enten er tilbage i ligaen eller, at vi er en del af et tæt oprykningsspil. Jeg ser også gerne, at vi både indadtil og udadtil er en rigtig god klub med en stærk tiltrækningskraft på unge spillere, som har lyst til at være en del af et godt fællesskab. Og at vi er en klub, hvor stærke unge talenter kan udvikle sig til at blive profiler, så de eventuelt kan komme videre i karrieren i en udenlandsk klub. Vi har faciliteterne, vi har trænerkapaciteterne til at nå de mål, og vi er klar til at skrive et nyt kapitel i klubbens historie. Om tre-fire sæsoner skal vi gerne være konsolideret i ligaen, og om der så går fire, fem eller seks år inden vi – måske – kan begynde at snakke om medaljer. Det må vi så se til den tid. Men vi er klar til at arbejde hårdt for at nå målene.
Faktaboks.
Casper Olesen er 47 år. Han har i 27 år boet sammen med Pernille, som er ansat som bylivsplaymaker i Kolding Kommune. Sammen har de døtrene Cajsa på 19 år, som går på IBC, Ella-Maj på 16 år, som går på efterskole samt Vigga på 12 år, som går på Kolding Realskole. Familien bor i Aalykke-kvarteret i Kolding, og i fritiden er Casper Olesen blandt andet træner for U13-pigeholdet i KIF Håndbold, hvor datteren Vigga spiller. Inden Casper Olesen blev ansat som direktør for KIF Kolding arbejdede han i den københavnske konsulentvirksomhed Meng & Co. Han var i otte år ansat som salgs- og kundeservicedirektør i YouSee og han har også tidligere været ansat i Jysk-Fynske Medier som bladchef på Kolding Ugeavis.