Nu gælder det: KIF skal have mindst 4000 tilskuere i ryggen næste lørdag


Af Ole Maass

Nu har KIF Koldings ligaspillere et skud tilbage i ”bøssen”, og lørdag den 9. april klokken 15.30, hvor holdet spiller sin sidste kamp i grundspillet skal KIF'erne have en sejr over gæsterne fra TTH Holstebro for at undgå den direkte nedrykning til 1. division.

Det er de barske kendsgerninger efter fredag aftens nederlag på 35-31 ude mod Bjerringbro/Silkeborg.

Derfor SKAL KIF Kolding have en fyldt Sydbank Arena med 4000-5000 tilskuere i ryggen, og derfor kan vi herfra kun opfordre alle KIF Kolding-fans til at gå ind og sikre sig en GRATIS billet til den altafgørende kamp næste lørdag.

KIF'erne leverede ellers en langt hen ad vejen fornuftig indsats i den svære udekamp mod BSH. Med en stærkt skydende Peter Balling i spidsen var det i første halvleg en uhyre tæt affære, og KIF'erne kunne gå til pausen foran med et enkelt mål – 16-17. KIF'erne fightede flot, og betingelserne blev ikke bedre af, at én af holdets store forsvarskrumtapper, norske Vetle Rønningen uforsætligt blev ramt på næsen og måtte udgå tidligt i kampen med det, der udefra lignede en brækket næse.

I anden halvleg fortsatte det tætte parløb og efter otte minutters spil af anden halvleg bragte Peter Balling med sit niende mål KIF foran med 22-23. Så fulgte desværre en periode med tekniske fejl og brændte afslutninger, og det udnyttede et godt spillende BSH-mandskab sig til at bringe sig foran med 26-23, da en stærkt skydende Jacob Lassen scorede med godt et kvarters spil tilbage.

I resten af kampen holdt hjemmeholdet afstanden på tre-fire mål, og dermed formåede KIF'erne ikke at skabe den helt tætte afslutning, som ville bringe spænding om kampens udfald.

KIF'erne har stadigvæk afgørelsen i egne hænder. Det kræver som nævnt en sejr over TTH, og om den sejr skal være på ét eller minimum to mål ved vi endnu ikke. Det afhænger af TTH's kamp hjemme på tirsdag mod allerede nedrykkede Skive, som dog fredag aften viste, at de bestemt ikke er et hold, der ”lægger sig ned”. Skive vandt således en storsejr over Skanderborg Aarhus, som lige nu ligger til at slutte på en fjerdeplads i grundspillet og dermed få point med ind i DM-slutspillet.

For KIF'erne er alle andre resultater og klubber dog lige nu uden betydning. Nu handler det om at holdet har fuld fokus på opgaven næste lørdag og om, at KIF'erne får en gigantisk opbakning fra holdets ottende mand.

Så kan vi lave det vi i Kolding tidligere har lavet masser af gange, kendt som ”Veszprem-stemning”. Ægte KIF-fans ved, hvad det handler om – og dem har vi brug for næste lørdag og for at I tager alle jeres gode venner med og bakker KIF-drengene op i alle 60 minutter.

Matchfakta:

Bjerringbro-Silkeborg-KIF Kolding: 35-31 (16-17)

Målscorere:

BSH: Jacob Lassen, 11, Mads Kjeldgaard Andersen, 7, Henrik Tilsted, 4, William Bogojevic, Jeppe Gade Nielsen, Ludvig Hallbäck, René Toft Hansen og Patrick Boldsen, hver 2, Aksel Horgen, Alexander Lynggaard og Lukas Sandgaard, hver 1 mål.

KIF: Peter Balling, 13, Jesper Meinby og Mats Gordon Krog, hver 4, Benjamin Pedersen og Daniel Guldsmed, hver 3, Chris Jørgensen, 2, Thomas Boilesen og Andreas Flodman, hver 1 mål.

Udvisninger:

BSH: 1, KIF: 2

Redninger:

BSH: Johan Sjøstrand: 3/12 (25 procent), Mikkel Møller Løvkvist: 7/28 (25 procent)

KIF: Agust Eli Björgvinsson: 2/14 (14,29 procent), Tim Winkler: 8/28 (28,57 procent).

2061 tilskuere i JYSK Arena i Silkeborg.

Dagens Man of the Match: BSH: Jacob Lassen, KIF: Peter Balling.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udvikliet af Magio - web med mere