Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige 1. divisionshold i håndbold sikrede sig som bekendt i sidste weekend retten til at spille kvalifikationskampe til ligaen, da holdet vandt en sikker sejr over HC København.
Men det betyder langt fra, at de sidste to kampe i grundspillet er betydningsløse for KIF-drengene. KIF'erne har således som mål at fastholde minimum andenpladsen, som betyder at KIF vil få en eventuel tredje kval-kamp mod Aarhus Håndbold på hjemmebane.
Der er med andre ord meget på spil for KIF, når holdet lørdag eftermiddag, klokken 15.00 i Spektrum Odder møder midterholdet Odder Håndbold.
-For os er det en mega-vigtig kamp. Vi vil gerne beholde den fordel det er at slutte på andenpladsen, som giver adgang til en eventuel tredje kval-kamp på hjemmebane. Derfor skal vi meget gerne have to point i kampen i Odder, understreger KIF-træner Anders Eggert.
Han har stor respekt for midtjyderne, som ifølge Eggert er et hold, der på deres bedste dage spiller virkelig godt og derfor kan volde alle hold i rækken store problemer.
-De har været meget svingende i deres præstationer. De har både slået Skive og Sydhavsøerne, men deres problem er så, at de har været meget ustabile og haft for mange dårlige dage. Odder har mange fine spillemæssige elementer, blandt andet hvor de spiller syv mod seks med fire bagspillere. Så vi skal være forberedte på, at de kan komme med lidt af hvert, lyder det fra Anders Eggert.
Hjemmeholdets profiler er blandt andre playmaker Tobias Bro, venstre back Markus Ranzau Hansen og playmaker Jonas Jepsen.
For KIF-drengene gælder det om at fortsætte de gode takter, som holdet senest viste i sidste uges kamp mod HC København.
-Vi er inde i en god gænge, og det spillemæssige niveau skal vi gerne fortsætte nu, hvor sæsonen går ind i sin afgørende fase. Men lige nu har vi kun fokus på den opgave, som venter os lørdag eftermiddag i Odder, og det er en kamp vi ser frem til, lyder det fra Anders Eggert.

![6I4A5833[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A58331-1317x878x73x0x1170x878x1773413972.jpg)