Masser af Grindsted-spillere med fortid i KIF


'}}

Af Ole Maass

Når KIF Koldings mandlige ligahold på onsdag aften – klokken 20.00 – tager imod ligaoprykkerne fra Grindsted G&IF vil det for mange af Grindsted-spillerne være et gensyn med KIF, hvor syv af spillerne har spillet enten som ungdomsspillere eller som seniorer.

Men hvis vi allerførst starter med de Grindsted-folk, som har vigtige roller uden for banen: formanden for klubben, træneren og assistenttræneren, så er det tre Grindsted-folk, hvor i hvert fald de to har spillet vigtige roller tidligere i KIF.

Formanden for Grindsted G&IF, og manden bag håndbold-eventyret med oprykning til ligaen er 58-årige Flemming Pedersen. Han har en lang fortid i KIF Kolding i årene fra 2002 til 2016, hvor han havde mange forskellige roller i klubben: assistenttræner på ligaholdet, akademileder og manager. Inden Flemming Pedersen kom til KIF var han i flere år cheftræner i Kolding Håndboldklub, og her også manden bag KH's sensationelle oprykning til ligaen i 2001. For KH blev det dog kun til en enkelt sæson i landets bedste række.

Flemming Pedersen tog i 2016 til Grindsted, som dengang lå i Serie 1, og fra da af startede Grindsteds opstigning i rækkerne, som i foråret 2024 kulminerede med oprykningen til ligaen.

Den næste store profil, som nu slår sine folder i Grindsted er assistenttræner Lasse Boesen, som for håndboldinteresserede næppe behøver nogen større præsentation. Lasse har legendestatus i KIF via sine mange sæsoner som en afgørende spiller i klubben, via sin landsholdskarriere, og derudover med mange forskellige roller som assistenttræner, sportschef og i den seneste sæson, som U19-ligatræner, hvor han førte KIF's U19-ligaghold helt frem i toppen blandt de allerbedste hold.

Som assistenttræner i Grindsted arbejder Lasse Boesen tæt sammen med 31-årige Jacob Vinholt Pedersen – søn af Flemming Pedersen – som er cheftræner og ligeledes har en fortid som spiller i KIF. Både som ungdomsspiller og som seniorspiller i årene fra 2012 til 2015, hvor Jacob Pedersen lejlighedsvis fik kampe på KIF Kolding København-holdet – på venstre fløj i konkurrence med stærke spillere som Boris Schnuchel og Magnus Landin. Jacob Pedersen er også noteret for 13 U20-landskampe.

Som tidligere nævnt er der syv nuværende Grindsted-spillere, som har spillet kortere eller længere tid i KIF.

Tager vi dem fra en ende af, så drejer det sig om playmaker Frederik Nielsen, som har spillet ungdomshåndbold i KIF i syv sæsoner, ligesom han har spillet to sæsoner på klubbens 2. divisionshold som senior. Bagspiller Bjarke Nybo Jørgensen har spillet ungdomshåndbold i KIF i fem sæsoner.

Forsvarsklippen Rolf Ravn spillede tre sæsoner – fra 2011 til 2014 – i KIF, hvor han lejlighedsvis fik spilletid på et KIF Kolding København-hold, hvor det var svært at komme til med stjerner som Kim Andersson, Kasper Irming, Bo Spellerberg, Lasse Boesen og Lars Jørgensen – for bare at nævne enkelte. I omtrent samme periode – fra 2011 til 2015 – var højre fløj Thomas Theilgaard også på holdkortet i KIF og fik her lejlighedsvis spilletid på ligaholdet.

Endelig er der tre nuværende Grindsted-spillere, som har repræsenteret KIF i en enkelt sæson. Grindsteds nuværende topscorer, Kristoffer Vestergaard, spillede i KIF i sæsonen 2020/21, og her fik han i flere kampe vist sit store potentiale både som playmaker og som højre back.

I sidste sæson blev venstre back, Jonas Fuglsbjerg hentet fra Grindsted til KIF, da klubben havde mange skader. Året forinden var Fuglsbjerg blandt topscorerne i 1. division, men Fuglsbjerg fik dog kun ret begrænset spilletid og valgte derfor meget naturligt at tage tilbage til Grindsted, hvor han er blandt holdets store profiler – men lige nu ude med en skade.

Endelig har Grindsted netop hentet højre back Martin Risom, som i starten af sidste sæson spillede en halv snes kampe for KIF. Risom fik dog aldrig sit gennembrud, da han inden han kom til KIF var ude i mere end et år med en alvorlig skulderskade. Nu er det så spændende om han som Grindsted-spiller igen kan få gang i håndboldkarrieren, hvor han tidligere som TMS-spiller i en enkelt sæson var blandt de allermest scorende spillere i ligaen.

#vikæmperforkolding