Københavneren Bo blev en legende i KIF Kolding


Af Ole Maass

Bo Spellerberg er om nogen spilleren, som har været synonym med KIF Koldings anden og tredje guldalderperiode. Som venstre back og som playmaker var Bo Spellerberg manden, som enten selv hamrede bolden i kassen eller spilleren, som strøede om sig med gyldne afleveringer, som førte til scoringer. Bo var samtidig en karismatisk spiller, som med masser af tænding og gnist ofte var i begivenhedernes centrum, og han var derfor i alle sine 16 sæsoner en uhyre vigtig spiller for KIF. Nok den vigtigste spiller i de 40 sæsoner, hvor Kolding IF, KIF Kolding, KIF Kolding København og nu igen KIF Kolding har været i landets bedste håndboldrække for mænd.

I Kolding var Bo Spellerberg elsket og højt værdsat af fansene, fordi han med sit temperament og engagement altid gav sig 100 procent. Han ville vinde – og det gjorde han og holdkammeraterne som oftest. Det var ikke på alle udebaner de var lige så begejstrede for Bo, som vi var i Kolding – spørg i Aalborg og hos den daværende FCK-direktør, Flemming Østergaard. De var godt gale i skralden i kølvandet på den såkaldte ”idiotsag” eller ”Spellerberg-gate”, som i 2009 skabte opstandelse i håndbold-Danmark. På banen endte sagen med, at KIF kom fra baghjul og besejrede det daværende Aab Håndbold i DM-semifinalerne og efterfølgende FCK Håndbold i DM-finalerne – med Bo Spellerberg som en afgørende spiller hos KIF Kolding.

Bo Spellerberg var i øvrigt stort set aldrig skadet, og nu i en alder af 44 år løber han stadig rundt og spiller håndbold på topplan, hos 1. divisionsklubben HØJ i Ølstykke.

Men i Kolding husker vi ham for hans fantastiske periode i klubben og for en enestående loyalitet over for KIF – på trods af, at han i årenes løb fik tilbud fra flere store udenlandske klubber.

Fakta:
Bo Spellerberg spillede i KIF i 16 sæsoner fra 2002 til 2018. Han har klubrekorden med 639 førsteholdskampe for KIF, hvor han scorede astronomiske 2261 mål. Han var med til at vinde DM-guld seks gange samt tre DM-sølvmedaljer. Bo var desuden på holdet i fire pokalfinaler, som alle blev vundet. Bo Spellerberg har 245 A-, 36 U- og 32 Y-landskampe på sit cv. Han har været med til at vinde EM-guld to gange, EM-sølv én gang samt to EM-bronzemedaljer. Desuden VM-sølv to gange samt VM-bronze én gang. Han er to gange – i 2006 og 2013 – kåret som årets mandlige håndboldspiller i Danmark.

 

#vikæmperforkolding