KIF vil jagte beskeden chance i Aalborg


'}}

Foto: Photo-Andersen.dk

Af Ole Maass

KIF-træner Kristian Kristensen er en realistisk mand, så han ved godt at chancen for, at KIF onsdag aften henter point i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg er beskeden, når KIF Kolding klokken 19.30 skal op imod Aalborg Håndbold.

-Det er jo Davids kamp mod Goliath, men vi tager selvfølgelig udfordringen op og jagter den beskedne chance, der er. I sidste sæson spillede vi fire kampe mod Aalborg, og i de kampe gjorde vi det godt. Men i denne sæson har Aalborg et bredere hold, og så har det selvfølgelig også styrket dem markant, at de nu har Niklas Landin på mål, konstaterer Kristian Kristensen.

At Aalborg i denne sæson har et klassemandskab viste holdet så sent som i lørdags, da de tog fra Odense med en ti mål-sejr over de danske mestre fra GOG.

Den sejr blev ikke mindst skabt på masser af fart og tempo over nordjydernes spil i anden halvleg – kombineret med 17 redninger fra Niklas Landin.

Og netop tempoet i kampen er et af de fokuspunkter KIF'erne forbereder sig på til onsdagens kamp.

-Vi skal selvfølgelig prøve at sænke farten i kampen, men derudover har vi en gameplan, og så har vi nogle delmål, som vi skal prøve at opfylde undervejs. Det bliver svært, men vi vil gøre forsøget, siger Kristian Kristensen.

KIF stiller med et uændret mandskab i forhold til den seneste kamp i Holstebro, og det betyder at Sander Øverjordet, Vetle Rønningen, Martin Risom og Jonas Tidemand er ude.

-Men vi bruger energien på at fokusere på de spillere vi har til rådighed. Ikke på dem vi mangler, understreger Kristian Kristensen.

KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd, sender også en busfuld fans til Aalborg, men de kommer givetvis op imod overmagten, når forventet lige knap 5000 nordjyske fans vil være i hallen for at bakke deres helte op.

Kampen kan ikke ses i tv, så er man ikke med i Aalborg er den bedste måde at følge udviklingen i kampen via story på KIF Koldings instagram profil eller via tophåndbold-app'en.

#vikæmperforkolding