Af Ole Maass
Når KIF Koldings mandlige 1. divisionshold søndag klokken 16.00 i AL Sydbank Arena møder allerede nedrykkede TIK Taastrup er det en kamp, som på papiret er betydningsløs for begge hold.
KIF er sikre på andenpladsen i 1. division, og Taastrup som før søndagens kamp ligger nummer 13 er sikre på nedrykning til 2. division.
KIF-træner Anders Eggert slår fast, at uanset disse kendsgerninger er det en kamp han og hans mandskab tager seriøst.
-Vi skal skærpe formen til de kommende kvalifikationskampe mod Aarhus, så derfor er det en kamp vi tager alvorligt. Det kan godt være, at nogle af de spillere, som trækker med lidt skavanker får nogle pauser, men ellers skal vi være klar til at vise, at vi er et tophold. Og derfor skal vi vinde denne kamp. Derudover ved vi, at der kommer mange mennesker i hallen, fordi vi forud for kampen har Spinning Grand Prix, og der er godt gang i en masse ting i hallen. Derfor skal vi levere en seriøs indsats, understreger Anders Eggert.
Taastrup kommer til Kolding med et par succesoplevelser fra holdets kampe i marts måned. Den 1. marts vandt Taastrup en imponerende sejr på udebane mod HC Midtjylland, ligesom holdet i sin seneste hjemmekamp to uger senere hentede ét point hjemme mod Lemvig/Thyborøn.
Profilerne hos Taastrup er blandt andre venstre fløj Emil Bramming, playmaker Pelle Emil Aaskov Pedersen, højre back Jonas Hørbye samt venstre back Nickolas Skytte.
-Taastrup er et hold med en meget stærk kontrafase. Det er et hold med spillere, som kører på med fuld power, men kommer vi hjem og står stærkt i forsvaret forventer jeg, at vi kan give dem udfordringer i det stationære angrebsspil. For os gælder det om at levere en stærk kamp, som ruster os til de vigtige kampe, som venter forude, lyder det fra Anders Eggert.
Kom i hallen i god tid inden kampstart klokken 16.00. Der bliver godt med gang i den.

![6I4A5657[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A56571-1317x878x47x0x1170x878x1774620038.jpg)