KIF-sejr i dramatisk træningskamp


Af Ole Maass

Der var både spænding, intensitet og optræk til drama, da KIF Kolding torsdag aften i Sydbank Arena hal 3 – KIF-Centret i gamle dage) mødte 1. divisionskollegerne fra HC Midtjylland. Kampen endte med en KIF-sejr på 33-30 efter en føring på 17-13 ved pausen.

At det ”kun” var en træningskamp kunne sådan set ikke ses på hverken spillet, kampgejsten eller for den sags skyld stemningen blandt de cirka 400 tilskuere, som var på plads i den hal, hvor KIF i fordums tider har fejret masser af store guldtriumfer.

Her i 2025 er vi i en anden virkelighed, men dagens KIF-mandskab viste god energi og momentvis fornuftige spillemæssige takter mod et Midtjylland-mandskab, som også ligner et hold, der kommer til at kæmpe med i toppen af 1. division.

Kampen var en lidt ujævn affære, hvor de to mandskaber skiftedes til at have momentum. De to hold fulgtes ad til stillingen 5-5 efter 14 minutter. KIF havde i starten af kampen lidt rigeligt med afbrændere og ligeledes flere tekniske fejl. Midtjylland bragte sig på 5-8, inden KIF-træner Anders Eggert tog en time out i det 17. minut. Midtjylland straffede KIF's fejl ved at score efter hurtige opgiverkast, hvor KIF-forsvaret ikke var kommet på plads. Det fortsatte til en midtjysk føring på 10-13 med syv-otte minutter tilbage af 1. halvleg. Men så fik KIF strammet grebet i forsvaret samtidig med, at holdet også scorede på sine angreb. KIF'erne vendte kampen på hovedet og gik til pausen foran med 17-13 – også i kraft af, at én af Midtjylland-spillerne fik en udvisning på 2 x 2 minutter og yderligere en Midtjylland-spiller fik en to minutters udvisning. Gæsterne sluttede altså halvlegen med blot fire markspillere, og det forstod KIF at udnytte.

I starten af anden halvleg udbyggede KIF føringen, så holdet efter fire minutters spil i 2. halvleg førte med 21-15,

Men herfra fulgte en periode, hvor KIF'erne brændte alt for meget på Midtjylland-keeper Rasmus Døssing, som har en fortid i KIF og i anden halvleg leverede en stærk kamp. Nu var det midtjydernes tur til at vende kampen på hovedet. Ti minutter ind i anden halvleg udlignede de til 22-22, og de bragte sig også få minutter efter foran med 23-25.

Men igen fik KIF'erne samlet sig sammen. De fik udlignet til 25-25 og kom også foran med 26-25. Kampen var på vippen, og med ti minutter tilbage førte KIF med 28-27.

På det tidspunkt var KIF gået over til at spille 7 mod 6 – godt iscenesat af Kristian Stoklund, og da samtidig Emil Tellerup i KIF-målet i slutfasen havde flere vigtige redninger – blandt andet et straffekast - kom KIF for alvor på sejrskurs, da holdet med fire-fem minutter tilbage af kampen bragte sig foran med 31-27.

Føringen holdt kampen ud, og publikum i hallen kunne sammen med KIF-spillerne juble over sejren på 33-30 over et HC Midtjylland-hold, som givetvis kommer til at spille en rolle i 1. division.

Hos KIF var der stærke individuelle præstationer fra flere spillere. I bagkæden kommer Cornelius Kragh til at spille en stor rolle hos KIF. Det samme gør han i forsvaret. Torsdag aften var der også stærke præstationer af to af de meget erfarne spillere på KIF-holdet, Jens Svane og Benjamin Pedersen i begge ender af banen, og så fik en spiller som unge Markus Bugge også vist sig rigtig godt frem – ikke mindst i 1. halvleg, hvor han lavede fire mål og havde en række fremragende indspil til stregen. Svenske Viktor Ahlstrand er en spiller med masser af fart i benene, som givetvis også kommer til at udfordre forsvarsspillerne i 1. division, og så leverede Emil Tellerup i KIF-målet også en ganske fornuftig kamp denne torsdag aften, hvor også Lars Skaarup på venstre fløj og Jonas Tidemand i forsvarsspillet leverede en absolut godkendt indsats. Men taget som helhed må man så også konstatere, at der rent spillemæssigt er et pænt stykke vej, inden spillet sidder så meget i skabet, så KIF-drengene kan opfylde ambitionerne om at tilkæmpe sig en plads i toppen af 1. division.

Kampen i tal.
KIF Kolding-HC Midtjylland: 33-30 (17-13)

KIF målscorere:
Cornelius Kragh og Benjamin Pedersen, begge 6, Jens Svane, Kristian Stoklund, Markus Bugge og Lars Skaarup, hver 4, Viktor Ahlstrand, 2, Jonas Tidemand, Sebastian Bertelsen og Oliver Storm, hver 1 mål.

Redninger:
KIF: Emil Tellerup: 14
HC Midtjylland: Simon Egtved: 5 og Rasmus Døssning: 8

Ca. 400 tilskuere i Sydbank Arena, hal 3.

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere