KIF på hårdt arbejde i Holstebro


Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige håndboldligahold skal torsdag aften – klokken 19.00 – i Gråkjær Arena i Holstebro på jagt efter sæsonens anden sejr, når holdet skal op imod hjemmeholdet, TTH Holstebro.

Selvom TTH i denne sæson har haft masser af skader på vigtige spillere har TTH alligevel hentet fire sejre i sæsonens første syv ligakampe samtidig med, at nordvestjyderne også har spillet sig i kvartfinalen i pokalturneringen, Santander Cup.

Det er efterhånden seks år siden det sidst lykkedes for KIF at vinde en kamp mod TTH, som i de senere år helt klart har haft overhånden, når de spillede mod KIF. Og KIF-træner Andreas Toudahl er da også klar over, at hans mandskab kommer på hårdt arbejde mod hjemmeholdet – skader eller ej.

-Vi kender jo selv situationen fra sidste sæson, hvor vi også rykkede sammen i bussen, da vi manglede nogle skadede spillere og kun var få tilbage. Det samme er sket for TTH, og her har vi set spillere som Allan Damgaard og Jonas Porup gå ind og tage stort ansvar samtidig med, at én af deres unge talentfulde spillere, Emil Jensen er blomstret op og får meget spilletid. De spillere har vi naturligvis fokus på, og samtidig er det for os også et issue, at en spiller som Magnus Bramming ikke skal have for stort spillerum. Han er jo en spiller, som ud af ingenting kan lave mål, og vi skal undgå, at han har én af de dage, hvor han laver 15 mål på 16 forsøg, siger Toudahl om nogle af de fokuspunkter han sammen med spillerne har øje for inden torsdagens kamp i Holstebro.

For KIF'erne gælder det om at vise nogle af de takter rent angrebsmæssigt, som holdet senest diskede op med i første halvleg i den seneste hjemmekamp mod BSH – og samtidig skal der lige lægges 10 procent til i forsvaret. Så er det bestemt ikke umuligt, at KIF'erne kan få et godt resultat med hjem fra det nordvestjyske.

Kampen vises ikke i tv, men du kan følge liveopdateringen på www.tophaandbold.dk.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere