Af Morten Ravn
Som en del af det tætte samspil mellem sport og erhverv i KIF Kolding har Lars Skaarup fået mulighed for at tage næste skridt ved siden af håndbolden. Lars er nemlig kommet i ansættelsesforhold hos Nybolig Kolding, hvor han får relevant erfaring inden for ejendomsmæglerfaget som et led i sin uddannelse.
Muligheden er opstået gennem KIF Business & Sport-netværket, hvor Lars selv rakte ud for at høre, om der kunne være en virksomhed, som havde lyst til at give ham indsigt i livet som ejendomsmægler. Her greb Nybolig Kolding og indehaver Glenn Gadegaard chancen, da de netop stod og manglede en ekstra medarbejder.
Hos Nybolig Kolding kommer Lars blandt andet til at arbejde med salg og vurdering af boliger og får dermed hands-on erfaring i en branche, han selv har stor interesse for.
Lars Skaarup siger om muligheden:
“Jeg er rigtig glad for, at det har kunnet lade sig gøre gennem netværket i KIF. Det betyder meget for mig at kunne kombinere håndbolden med noget, der også ruster mig til tiden efter min karriere. Hos Nybolig er jeg blevet taget virkelig godt imod, og jeg ser frem til at lære en masse.”
Hos Nybolig Kolding glæder man sig også over samarbejdet. Glenn Gadegaard, indehaver af Nybolig Kolding, fortæller:
“Lars er kommet ind med en stærk arbejdsindsats og en seriøs tilgang til opgaverne. For os giver det rigtig god mening at hjælpe, når muligheden opstår via KIF-netværket – og samtidig få en dygtig medarbejder ind, som gerne vil lære faget.”
Samarbejdet er et godt eksempel på, hvordan relationerne i KIF-netværket kan skabe konkrete muligheder, der rækker ud over banen – til gavn for både spillere og samarbejdspartnere.

