Af Ole Maass
Klubnavnet er nyt – HC København – men bag det klubnavn gemmer sig en overbygning på to traditionsrige håndboldklubber, FIF og Ajax, som begge har spillet en stor rolle i dansk håndbolds historie.
Og lørdag eftermiddag – klokken 16.15 – skal KIF Kolding så i mændenes 1. division op imod HC København i en kamp, som også spilles i en hal, som historisk set har dannet rammen om mange store håndboldkampe, Bavnehøj Hallen på Vesterbro i København – en hal som nu har det mere prangende navn, Bavnehøj Arena. Nogen kæmpe arena er der dog ikke tale om. Halkapaciteten i Bavnehøj Arena er på 700 tilskuere.
Fusionsklubben HC København har haft en svær start på sæsonen i 1. division, hvor holdet ligger næstsidst med to point for de første ti kampe. Det er dog værd at bemærke, at de to point er hentet mod to af rækkens bedre hold, Lemvig/Thyborøn (som KIF tabte til) samt TM Tønder. I begge kampe – på HC Københavns hjemmebane – spillede københavnerne uafgjort. I starten af sæsonen tabte københavnerne flere meget tætte kampe, mens holdet i de seneste fire kampe har indkasseret klare nederlag mod henholdsvis Sydhavsøerne, Vendsyssel, Taastrup og senest i sidste weekend på udebane mod Odder.
Det var samme weekend, hvor KIF hentede en fem måls-sejr hjemme over Vendsyssel, og kan KIF-drengene fortsætte med det stærke forsvarsspil og det ganske fornuftige angrebsspil holdet viste i den kamp skulle der være gode betingelser for, at KIF-drengene på lørdag kan forøge pointhøsten.
Hos københavnerne er playmaker Andreas Cortes holdets mest målfarlige spiller. I sidste sæson som FIF-spiller sluttede Cortes som nummer tre på topscorerlisten i 1. division med i alt 164 mål. HC København har også lige forstærket sig på målmandsposten – hvor holdet var ramt af skader. Københavnerne har således lejet den færøske landsholdsmålmand, Pauli Jakobsen hos ligaklubben HØJ.
KIF-spillerne kan i øvrigt se frem til massiv opbakning på lørdag på Vesterbro. KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd sender knap 40 medlemmer afsted i bussen og undervejs til hovedstaden har de så lige en rullende julefrokost, så mon ikke de er i godt humør, når de når frem? Man kan nok også være sikker på, at de ikke giver den for lidt i opbakningen til drengene undervejs i kampen. Så mon ikke de på lørdag vil være i stand til at omdanne Bavnehøj Arena til det, der kommer til at minde om en hjemmebane for KIF....?
Er du ikke på plads i København til kampen på lørdag kan du klokken 16.15 livestreame kampen på www.jfmplay.dk.

![6I4A9433[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A94331-1317x878x86x0x1170x878x1763121295.jpg)