KIF måtte fighte hårdt for sejren


Af Ole Maass

KIF Koldings 1. divisionshold i håndbold kom tilbage på sejrskurs, da holdet fredag aften besejrede Elitesport Vendsyssel med 34-29 efter en KIF-føring på 17-13 ved pausen.

Bag de sejrscifre gemmer sig en ganske hård fight fra KIF's side, inden nordjyderne måtte strække våben og erkende, at de ikke fik point med hjem til det nordjyske.

KIF var i teten lige fra start i kampen og bragte sig på mindre end to minutter foran med 3-0. Men godt anført af en stærkt skydende playmaker, Rasmus Carlsen, kom nordjyderne tilbage i kampen, og de fulgte godt med til stillingen 7-6 til KIF efter 13 minutters spil. Så overtog KIF igen dirigentstokken i kampen – blandt andet i kraft af stærkt forsvarsspil, gode redninger af Thorsten Fries i målet og en del tekniske fejl fra Vendsyssels side. Og efter knap 21 minutters spil kunne KIF's Lars Skaarup øge til en sikker føring på 13-7. Og mod slutningen af halvlegen førte KIF med 17-10, men alligevel kunne Vendsyssel gå til pause med den bedste fornemmelse, da holdet i første halvlegs sidste tre minutter fik reduceret til 17-13 – blandt andet i kraft af et par energimål af holdets unge venstre back, Mikkel Krog Petersen, som først kom på banen i slutningen af første halvleg.

Det var også Vendsyssel, som kom bedst ud til 2. halvleg, da holdet straks i starten af halvlegen hentede yderligere et par mål, så KIF kun var foran med 17-15. Og igen var Mikkel Krog Petersen på pletten.

Kampen bølgede meget frem og tilbage. De to hold skiftedes til at have momentum. KIF fik igen en god periode og gik fra 20-17 til en seks måls føring på 23-17, men igen kom Vendsyssel stærkt tilbage – blandt andet i kraft af en række mål af playmaker Rasmus Carlsen. Og da der manglede 11 1/2minut af kampen var KIF-føringen skrumpet til to mål – 25-23. Og som tilskuer med sympati for KIF sad man unægtelig og kom til at tænke på en vis kamp mod Lemvig/Thyborøn, hvor KIF smed en seks måls føring....

Det skete ikke fredag aften, men man kunne først ånde lettet op med fem minutter tilbage af kampen, hvor KIF's unge højre fløj Sebastian Bertelsen gjorde det til 30-25 og kort efter til 31-25. Da var gæsterne endegyldigt knækket.

Spillemæssigt må man konstatere, at KIF-forsvaret stod stærkt. Udover Rasmus Carlsen og den unge gennembrudsstærke Mikkel Krog Petersen og til dels højre back Kjartan Johansen havde gæsterne ikke så meget at skyde med ude bagfra. Og Vendsyssel blev handicappet af, at Mikkel Krog Petersen blev skadet i midten af 2. halvleg, da han kom i infight med de store drenge i KIF-forsvaret.

Hos KIF var der mange spillere, som leverede en flot kamp. Anfører Jens Svane scorede seks mål og spillede en fremragende kamp, som også kastede en kåring som dagens man of the match af sig. Det var der givetvis flere grunde til – udover Svanes flotte spil på banen. Efter kampen blev han da også hyldet med taktfaste hurraråb fra KIF's fanklub, Den Gyldne Hånd.

Cornelius Kragh havde masser af fart, drive og skudkraft over sit spil. Benjamin Petersen leverede en klassepræstation i forsvaret, hvor han også lavede syv rene scoringer. Og så må man også rose unge Sebastian Bertelsen på fløjen. Han havde nogle afbrændere, men han endte med at score seks rene mål. På den anden fløj var Lars Skaarup som altid driftsikker, og så spillede svenske Viktor Ahlstrand igen en fremragende kamp. Han sætter i den grad fart i angrebsspillet, og han leverer rigtig mange målgivende afleveringer til både fløj- og stregspillere. Og i forsvaret var der også i denne kamp masser af hårdt arbejde og kvalitet fra forsvarschef Jonas Tidemand. Og så kunne vi da også glæde os over, at der denne fredag aften var come back til unge Markus Bugge, som dog fik begrænset spilletid og derfor også kun blev noteret for et enkelt mål.

Samlet set var det en mere end godkendt KIF-kamp mod et godt fightende Vendsyssel-hold, som havde en målmand, som var lige så stærk som Thorsten Fries i KIF-målet. Nordjydernes målmand Frederik Torp blev således noteret for 15 redninger – herunder tre straffekastredninger fra henholdsvis Kristian Stoklund og Viktor Ahlstrand.

KIF'erne har nu otte dage frem til næste opgave, som er en udekamp lørdag den 15. november mod HC København.

Matchfakta:
KIF Kolding-Elitesport Vendsyssel: 34-29 (17-13)

Målscorere:
KIF: Benjamin Pedersen og Cornelius Kragh, begge 7, Jens Svane og Sebastian Bertelsen, begge 6, Viktor Ahlstrand og Lars Skaarup, begge 3, Markus Bugge og Kristian Stoklund, begge 1 mål.

Vendsyssel: Rasmus Carlsen, 9, Mikkel Krog Petersen, 5, Kjartan Johansen, 4, Thomas Petersen, 3, Magnus Rasmussen og Casper Holmen, begge 2, Daniel Holmen, Nicolai Andersen, Mads Vestergaard og Jens Kaae Andersen, hver 1 mål.

Udvisninger:
KIF: 3 – Vendsyssel: 4

Redninger:
KIF: Thorsten Fries: 14/43 (32,56 procent)

Vendsyssel: Frederik Torp: 15/49 (30,61 procent)

1194 tilskuere i Sydbank Arena Kolding

Dagens Man of the Match:
KIF: Jens Svane – Vendsyssel: Rasmus Carlsen

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere