KIF Kolding må sande, at de sportslige resultater ikke har været tilstrækkelige i denne sæson, og vi dermed skal spille i 1. division i den kommende sæson. Vi er utrolig skuffede og ærgerlige på hele klubbens vegne – herunder klubbens mange medarbejdere, spillere, stab, fans, samarbejdspartnere, tilskuere, frivillige og alle de mennesker, for hvem klubben betyder så meget.
Alle omkring det sportslige set-up har gjort sit bedste og har kæmpet til det sidste. Men vi må konstatere, at vi ikke har fået forløst det sportslige potentiale i år.
Vi kan heldigvis glæde os over, at vi på samme tid har fået genetableret klubben udenfor banen på en række vigtige parametre, hvilket betyder, at klubben kan håndtere den nye virkelighed.
Så nedrykningen betragtes som et skridt tilbage i forhold til den overordnede plan, men klubben kigger stadigvæk fremad.
Vi har i lang tid ligget omkring nedrykningsstregen, og har forholdt os til dette mulige udfald i længere tid. Derfor har klubben også en handlingsplan klar, som skal skabe de bedste forudsætninger for at vende tilbage til håndboldligaen indenfor 1-2 år.
Allerede i morgen fortsætter processen med at stable en konkurrencedygtig trænerstab og spillertrup på banen til 1.division. Vi har allerede positive tilkendegivelser fra træneremner og spillere, som gerne vil være med til at spille vores klub tilbage i ligaen.
På samme tid vil der være en naturlig afgang af spillere grundet kontraktlige klausuler eller ophør.
Som KIF Kolding samarbejdspartner kan man forvente, at vores kommercielle set-up fortsætter som hidtil, og at man fortsat kan forvente et professionelt samarbejde, hvor vi igennem relationskabelse, sparring og dialog fortsætter med at skabe værdi for hinanden. Derfor er vi allerede i tæt dialog med vores samarbejdspartnere og oplever heldigvis et klart signal om fortsat samarbejde.
KIF Akademi står stærkere og stærkere med dygtige trænere og ledere samt kompetente specialister, som kommer til at fortsætte med at videreudvikle rammerne omkring akademiet til gavn for vores træningsmiljø og unge talenter.
Vi kommer også til at gå i dialog med vores fans og sæsonkortholdere med ønsket om, at vi fortsat kan skabe god stemning og fantastiske rammer omkring håndbolden i Kolding.
Som klub har vi været igennem både flotte og svære perioder. Alt sammen har været med til at gøre klubben til den, den er i dag. En klub med et stærkt og forgrenet rodnet i foreningslivet, frivillighed og det lokale erhvervs- og kulturliv.
En klub med det klare formål at være noget for byen og binde byen sammen igennem oplevelser og fællesskaber.
En klub, som altid vil være sulten på mere i medgang og altid vil stå sammen i modgang og udfordrende tider.
ViKæmperForKolding – ubetinget.