KIF Kolding møder svingende nordjyder


{{brizy_dc_image_alt entityId=

Af Ole Maass

Det er en modstander, der svinger meget i præstationerne, som KIF Kolding møder fredag aften i Hjørring, når KIF-drengene skal op imod Elitesport Vendsyssel.

I starten af sæsonen lagde Vendsyssel stærkt ud og hentede 10 point i de første otte kampe og lå dengang side om side med KIF på en 4./5. plads i 1. division. Siden er der blevet sjældnere mellem de kampe, som gav point til Vendsyssel, så holdet inden fredagens kamp nu ligger nummer 11 med 15 point – dog med en behagelig afstand til de tre nedrykningspladser. Så alt skal gå galt, hvis Vendsyssel skal blive involveret i nedrykningskampen.

For KIF'erne gælder det om at holde snuden i sporet og fortsætte med den fight og gejst – og periodevist godt spil – som i sidste uge gav en meget vigtig sejr i topkampen mod Sydhavsøerne.

KIF-træner Anders Eggert slår fast, at hans mandskab tager kampen mod Vendsyssel meget alvorligt.

-Det er et hold, der på deres bedste dage kan vinde over alle hold i rækken. Det viste de tidligt på sæsonen, da de vandt stort i Tønder og ligeledes besejrede Sydhavsøerne på hjemmebane. Men her på det seneste har de været svingende i præstationerne. De har også solgt deres topscorer Rasmus Carlsen til Norge, men de har stadig flere profiler. Deres målmand Frederik Torp er blandt de bedste i 1. division, ligesom højre back Kjartan Johansen er en stor profil for dem. Og de har flere andre profiler, understreger Anders Eggert.

Til kampen i det nordjyske er KIF handicappet af at måtte undvære førstemålmand Thorsten Fries, som efter at han fik en bold i hovedet mod Rækker Mølle nu er ude med hjernerystelse på ubestemt tid. Så i den kommende tid er det Emil Tellerup og unge Markus Howe Madsen, som skal klare paragrafferne i KIF-målet.

KIF kan til gengæld glæde sig over igen at have førstevalget på venstre fløj, Lars Skaarup tilbage til kampen, som fløjtes i gang, fredag klokken 19.30 i Hjørring.

KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd vil – ligesom til alle andre KIF-kampe – også være med til at bakke KIF-drengene op til denne vigtige udekamp i det nordjyske.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding