Når KIF Kolding lørdag d. 4. oktober løber på banen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold, er kampen dedikeret til at ære tidligere udsendte og deres familier. Igen i år er KIF Kolding og Kolding Kommune nemlig en del af Danmarks Idrætsforbunds Veteran Match.
For sjette år i træk samler Danmarks Idrætsforbund med støtte fra Grundfos Fonden toppen af dansk professionel sport til en helt særlig anerkendelse af tidligere udsendte og deres pårørende.
Over hele landet inviteres veteraner og pårørende fra den 25. september - 6. oktober til fodbold i 3F Superliga og Betinia LIGA, håndbold i Bambuni Herreligaen og 1 division herre og ishockey i Metal Ligaen. Helt gratis og som æresgæster i forbindelse med 2025-udgaven af Veteran Match.
I alt afvikler det professionelle sportsdanmark hele 48 såkaldte hyldestkampe, hvor veteraner og pårørende vil modtage en særlig hyldest med flag, banner, taler og store klapsalver. Mange steder med veteraner på banen og isen inden kampstart.
En af de i alt 48 kampe er KIF Koldings kamp mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Det er i alt fjerde gang, at KIF Kolding deltager i Veteran Match, hvor lokale veteraner og deres pårørende hyldes og anerkendes for deres indsats som udsendt for Danmark.
- For os i KIF Kolding er det en selvfølge at være en del af Veteran Match. At hylde og anerkende de tidligere udsendte og deres familier er noget, vi er stolte af at kunne bidrage til. Sporten har en unik evne til at samle mennesker, og på en dag som denne er det vigtigt for os at bruge håndbolden som ramme for at sige tak til dem, der har ydet en stor indsats for Danmark, siger Christian Klamer, Marketing- & Turneringsansvarlig i KIF Kolding.
Unikke trøjer og hjælp til skadede veteraner
Til Veteran Match bærer spillerne specialdesignede trøjer, som man under og efter kampen kan byde på via auktionshuset Odendo. KIF Kolding vil under eller efter kampen dele et link til auktionen.
Pengene fra trøjesalget går til DIF Soldaterprojekts ’Safe Zones’ og ’Family Zones’, som er træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.
"Vi er stolte af, at vi nu for sjette år i træk kan afvikle Veteran Match. Der skal lyde en stor tak til både kommuner, veteranaktører og professionelle sportsklubber for at samarbejde med os om at give veteraner og deres familier den anerkendelse, de fortjener for deres store indsats for Danmark.” siger Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match.
Er du tidligere udsendt og interesseret i at komme gratis ind til kampen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold, så kan du læse mere her veteranmatch.dk.
FAKTA:
- Veteran Match 2025 består af 48 kampe på tværs af hele landet.
- Kampene afvikles i perioden mellem den 25. september og 6. oktober.
- Som veteran kan du hente din gratis billet på veteranmatch.dk efter først-til-mølle-princip. Det er også muligt at tage pårørende med.
- Formålet med Veteran Match er at give veteraner og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskab.
- Veteran Match finansieres af Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden, samt midler fra Forsvarsforliget.
- Det er sjette år i træk, at Veteran Match afvikles