KIF havde svært ved at ryste Taastrup af


Af Ole Maass

Et godt fightende hold fra TIK Taastrup fulgte langt hen ad vejen KIF Kolding til dørs, da sjællænderne søndag eftermiddag sagde farvel til 1. division med et nederlag på 35-30 efter en KIF-føring på 19-15 ved pausen.

På papiret havde kampen ikke den store betydning for nogen af de to hold. KIF er med andenpladsen i 1. division sikre på de kommende kval-kampe til ligaen, hvor Aarhus Håndbold som bekendt venter i den første kamp i AL Sydbank Arena, fredag den 10. april, klokken 18.30.

Og gæsterne fra Taastrup er også sikre på at skulle spille i 2. division i næste sæson. Det ændrede ikke på, at de små hurtige og vævre Taastrup-spillere bød KIF op til dans i en første halvleg, som langt hen ad vejen var ganske jævnbyrdig. Som KIF-træner Anders Eggert havde sagt forud for kampen lagde Taastrup stort pres i kontrafasen, ligesom deres små, fodrappe spillere også udfordrede KIF-forsvaret i mand mod mand-spillet og ofte fik scoret på gennembrud. Der har dog også været kampe tidligere i denne sæson, hvor KIF-forsvaret har fremstået mere kompakt end det gjorde denne søndag eftermiddag. Her skal det så også med, at KIF's forsvarsstyrmand, Jonas Tidemand sad over denne eftermiddag.

Mens KIF-forsvaret er set bedre flød angrebsspillet godt hos hjemmeholdet. Anført af en hurtigt og opfindsomt spillende svensk playmaker, Viktor Ahlstrand og en stærkt skydende Cornelius Kragh tog KIF styringen på kampen og førte med 1-2 mål gennem det meste af 1. halvleg. I halvlegens sidste fire minutter slog KIF et lille hul, så pauseføringen var på 19-15.

Det billede fortsatte i anden halvleg, hvor KIF det meste af tiden førte med 3-4 mål. Et kvarter før tid havde gæsterne dog hentet ind på KIF, som kun førte med 26-24 efter 45 minutters spil. Det betød ikke, at KIF-sejren var i fare, men man må lade gæsterne, at de efterlod et ganske fornuftigt sidstehånds-indtryk i deres sidste kamp i 1. division. Vi skulle således hen til kampens sidste fem minutter før KIF bragte føringen op på fem-seks mål.

Hos KIF var der grund til at glæde sig over, at Thorsten Fries igen var på mål. Han stod hele første halvleg og leverede en fornuftig præstation, uden at få overdreven meget hjælp af sit forsvar.

Mod slutningen af kampen var der et par aktioner, som for alvor fik jublen blandt de godt 1500 tilskuere i hallen til at bryde ud. Ved stillingen 28-25 til KIF – med ti minutter igen – sendte gæsternes målmand et langt udkast op imod en helt fri Taastrup-spiller. Jens Svane præsterede et fantastisk flot returløb og greb bolden med én hånd foran snuden på Taastrup-spilleren, og liggende på gulvet fik Svane i samme bevægelse sendt bolden videre til en medspiller – og i det efterfølgende angreb gjorde Svane det så til 29-25 på et gennembrud. Det var en spiller med sjæl og hjerte vi her så – og det kvitterede publikum i hallen da også for.

Og fem minutter før tid fik vi så endnu en ung KIF-debutant på banen, tyskfødte Ole Kies blev sendt ind på stregen i KIF-angrebet, og to minutter senere scorede han sit debutmål, da han bragte KIF foran med 33-27 på en aflevering fra Jens Svane. Det mål gav også masser af applaus fra tilskuerpladserne.

Hos KIF er det også værd at bemærke, at en anden ung spiller, Mads Hoé Jørgensen, fik godt med spilletid og også scorede fire mål – heraf et par alvorlige hug ude fra bagkæden.

Hvad gæsterne angår må man så også konstatere, at det var klasse, at TIK Taastrup sendte en bus med 60 fans til Kolding – heraf masser af klubbens ungdomsspillere. De fik med garanti en rigtig stor oplevelse. Dels spillede deres hold vel nok for den hidtil største kulisse de har spillet i i 1. division i denne sæson – og dels leverede Taastrup-spillerne en rigtig fin kamp, hvor de gav KIF mere end kvalificeret modstand.

Søndagen var så også på anden vis begivenhedsrig for KIF. Forud for kampen var der blomster og gaver til de seks KIF-spillere, som i næste sæson ikke længere spiller i klubben: Emil Tellerup, Thorsten Fries, Tobias Ellebæk, Kristian Stoklund, Jonas Tidemand samt Jens Svane. Sidstnævnte, som har spillet 16 år i KIF fik et ekstraordinært bragende bifald, og Svane tog så lige kort ordet og mikrofonen og lovede, at han og holdkammeraterne er stærkt motiverede til de kommende kvalifikationskampe, som venter forude – og altså med den første, fredag den 10. april, klokken 18.30 i AL Sydbank Arena mod Aarhus Håndbold.

En anden stor begivenhed søndag eftermiddag var, at en række sponsorer, klubmedlemmer og KIF-legender trådte i pedalerne til et stort Spinning Grand Prix til fordel for KIF Kolding – og deres solide indsats indbragte sponsorbeløb på samlet 449.205 kroner til fordel for klubben. Stærkt arbejde.

Matchfakta:

KIF Kolding-TIK Taastrup: 35-30 (19-15)

Målscorere:
KIF: Cornelius Kragh, 13, Viktor Ahlstrand, 6, Jens Svane og Mads Hoé Jørgensen, begge 4, Mads Kragh Thomsen, Lars Skaarup og Andreas Aagreen, hver 2, Sebastian Bertelsen og Ole Kies, begge 1 mål.

Taastrup: Anders Sell, 7, Emil Bramming, 6, Nicholas Skytte og Jonas Hørbye, begge 3, Kian Ankerstjerne, Kasper Møller og Pelle Emil Aaskov Pedersen, hver 2, Isub Davidovich Margoev, Valdemar Gravesen, Casper Damm, Troels Vestergaard og Magnus Nielsen, hver 1 mål.

Udvisninger: KIF: 1 – Taastrup: 2

Redninger:
KIF: Thorsten Fries: 6/21 (28,57 procent), Emil Tellerup: 3/14 (21,42 procent), Markus Howe Madsen: 0/4

Taastrup: Jonatan Stage Kristensen: 3/16 (18,75 procent), Andreas Isager: 6/28 (21,42 procent).

1512 tilskuere i Sydbank Arena

Dagens Man of the Match:
KIF: Cornelius Kragh – Taastrup: Emil Bramming

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding