KIF faldt i et dybt hul i Tønder


{{brizy_dc_image_alt entityId=

Af Ole Maass

KIF Kolding fik ikke den 12. sejr i træk, da holdet søndag eftermiddag besøgte Tønder. Tværtimod. I stedet fik KIF-drengene en håndboldmæssig lektion af et stærkt spillende hjemmehold, som vandt med de astronomiske cifre 34-21 efter en Tønder-føring på 18-10 ved pausen.

Nu skal man passe på med både store ord og dommedagsprofetier, men en konstatering af at KIF-drengene spillede sæsonens dårligste kamp vil de fleste med KIF-sympati nok være enige om at karakterisere som rimelig sandfærdig.

KIF var sådan set kun med i kampen til stillingen 4-4 efter godt otte minutters spil. Herefter lavede Tønder tre mål på stribe og bragte sig foran med 7-4 og efter 16 minutters spil førte hjemmeholdet med fem – 10-5. Hos KIF var der ikke rigtig noget, der fungerede. I angrebet havde KIF-drengene svært ved at komme til kvalificerede afslutninger mod hjemmeholdets offensivt indstillede forsvar – og når KIF'erne endelig fik afsluttet blev bolden enten sendt forbi mål, eller også stod Tønders meget stærke målmand, Magnus Siim i vejen. Siim endte med ikke færre end 18 redninger – en redningsprocent på godt 46. Det var en stor del af forklaringen på, at KIF denne søndag eftermiddag blev hægtet af.

En anden del af forklaringen var, at et stærkt spillende hjemmehold var farlige fra stort set alle positioner på banen, og det var KIF'ernes normalt stærke forsvar slet ikke i stand til at dæmme op imod. Det betød så også, at Thorsten Fries og Emil Tellerup i KIF-målet meget ofte var prisgivet.

Individuelt var det sådan set kun en godt skydende Cornelius Kragh, som med ti mål – plus nogle brændte skud – spillede en ret fornuftig kamp. KIF's normalt meget stærke playmaker Viktor Ahlstrand kunne denne søndag ikke få sit spil til at fungere. Af et par små lyspunkter kan man nævne, at mod slutningen af kampen, da det hele var afgjort,kom Kristian Stoklund ind og fik sendt et par kanonkugler i mål, ligesom Mads Hoé Jørgensen kom ind på venstre fløj og fik lavet et par gode mål.

Nå, men for KIF-drengene er der ikke så meget andet at gøre end at komme videre. Der er stadig fem meget vigtige kampe tilbage for KIF, og den første af dem er allerede nu på torsdag den 19. februar, klokken 19.30, hvor et andet af topholdene, Team Sydhavsøerne kommer på besøg i Sydbank Arena.

Til den kamp skal KIF bruge massiv opbakning fra alle KIF-fans – og det ændrer søndagens nederlag i Tønder ikke det mindste på. Så kom i hallen på torsdag og tag alle dine gode venner med.

Matchfakta:
TM Tønder-KIF Kolding: 34-21 (18-10)

Målscorere:
Tønder: Nikolai Aleksandrovietz, 8, Rune Schrøder, 7, Mathias Nikolajsen, 5, Tobias Balsby-Krogh og Nick Bøg Nielsen, begge 4, Hans Holst og Simon Humlegaard, begge 2, Mikkel Lund og Lucas Rehfus, begge 1 mål.

KIF: Cornelius Kragh, 10, Mads Hoé Jørgensen, Kristian Stoklund, Tobias Ellebæk og Jens Svane, hver 2 mål, Viktor Ahlstrand, Jonas Tidemand og Andreas Aagreen, hver 1 mål.

Udvisninger:
TM Tønder: 4 – KIF: 3

Redninger:
TM Tønder: Magnus Siim Pedersen: 18

KIF: Thorsten Fries: 4 – Emil Tellerup: 2

863 tilskuere i Tønderhal 2

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding