Foto: BlumePress
Af Ole Maass
Onsdag formiddag var der masser af intensitet og fuldt fokus, da KIF Koldings spillere sammen med trænerduo'en Anders Eggert og Julie Loop gennemførte dagens træningspas frem mod playoff-kamp nummer et mod Aarhus Håndbold fredag klokken 18.30 i AL Sydbank Arena i Kolding.
Det er en – stort set – fuld KIF-trup, som er klar til de to – måske tre – kommende kampe mod Aarhus Håndbold, fortæller KIF-træner Anders Eggert.
-Vi har alle mand klar, minus langtidsskadede Markus Bugge. Det betyder også, at Benjamin Pedersen igen er klar, og han kan forvente at få minutter på banen fredag aften. Vi har haft god tid til at forberede os til kampene mod Aarhus. Vi har i en måneds tid vidst, at vi skulle møde Aarhus, og i den periode har vi stort set kun spillet den sidste kamp mod Taastrup. Så vi går ind til kampene mod Aarhus med overskud og ny motivation, lyder det fra Anders Eggert.
Da KIF senest mødte Aarhus, den 20. december 2025, spillede KIF én af sæsonens bedste kampe, som sluttede med en storsejr på ti mål. I den kamp var det ikke mindst meget stærkt forsvarsspil fra KIF's side, som var afgørende for udfaldet af kampen.
-Jeg håber vi kan få forsvaret op i samme høje niveau, men vi er også forberedt på, at vi kommer til at møde et stærkt Aarhus-hold. Og ikke mindst derfor er det vigtigt, at vi har vore tilskuere med som ottende mand. I den seneste kamp mod Aarhus havde vi en massiv tilskuerkulisse i ryggen, og det er altafgørende i en så vigtig kamp som den vi spiller fredag aften. Så her håber vi på en gentagelse fra vores seneste kamp mod Aarhus, konstaterer Anders Eggert.
Så til alle KIF's fans denne opfordring: Kom i hallen fredag aften. Kom i god tid, og tag dine bedste venner med til dette brag af en kamp. Tag også gerne svigermor, storesøster eller lillebror med. Så kan vi skabe en håndboldfest og bakke KIF-drengene op.
PS: lige lidt forbrugeroplysning her. De to eller tre kvalifikationskampe mellem KIF og Aarhus spilles efter et nyt system indført af Dansk Håndbold. Det betyder, at man for at gå videre til de afgørende kampe mod et ligahold skal vinde to kampe.
Ender fredagens kamp uafgjort skal der spilles to gange fem minutters forlænget spilletid. Ender det også her uafgjort spilles igen to gange fem minutter, og er der stadig uafgjort skal kampen afgøres i straffekastkonkurrence.
De samme regler gælder for næste uges returkamp mellem Aarhus og KIF, som spilles i Skæringhallen, lørdag den 18. april, klokken 16.00.

