Af Morten Ravn
Efter to sejre i sæsonens første to kampe ventede søndag eftermiddag en stor opgave i Djurslands Bank Arena, hvor et af de andre tophold i 1. division, Aarhus Håndbold tog imod KIF Kolding.
Kampen fik en vanskelig begyndelse for KIF-drengene, som hurtigt kom bagud 4-0 efter blot 3 minutter og 50 sekunder. Det fik cheftræner Anders Eggert til at tage en tidlig timeout i forsøget på at ændre kampbilledet.
Hjemmeholdets Simon Skovhus voldte gennem hele kampen KIF-forsvaret store problemer og endte med 7 scoringer.
Som opgøret skred frem, fandt KIF bedre rytme og fight, og efter små 18 minutter kunne Markus Bugge reducere til 10-8. Alligevel var det Aarhus, der kunne gå til pause foran med 16-10 efter en solid første halvleg.
Anden halvleg blev indledt med en rodet periode, hvor begge hold havde svært ved at finde vej til netmaskerne. Særligt hjemmeholdets Kristoffer Lauritsen stod stærkt i målet og leverede flere store redninger, som gjorde det svært for KIF at hente ind.
I den anden ende holdt Thorsten Fries KIF inde i opgøret med flere vigtige redninger, heraf to på straffekast. Og da Markus Bugge reducerede til 22-19 efter 50 minutters spil, lignede det et opgør, der kunne få spænding i slutfasen.
Men kort efter trak Aarhus fra med tre hurtige mål, og dermed blev de sidste minutter kun en kamp om sejrens størrelse. Aarhus Håndbold tog de to point med en sejr på 28-23.
Trods nederlaget skal der på den positive side lyde store roser til bla. Markus Bugge spillede en stærk kamp og blev KIF-topscorer med 9 mål. Også Thorsten Fries leverede flot i målet med flere store redninger.
Derudover bød kampen på en debut i KIF-trøjen til unge Silas Hjermind, som kom på banen i anden halvleg og bl.a. noterede sig for en flot assist til Andreas Aagreen.
En stor tak skal lyde til de omtrent 100 medrejsende KIF-fans, som skabte flot opbakning på lægterne i Aarhus.
KIF Koldings målscorere:
Markus Bugge 9 mål, Cornelius Kragh Aastrup og Kristian Stoklund, hver 4 mål, Andreas Aagreen 3 mål, Mads Kragh Thomsen, Lars Skaarup, og Benjamin Pedersen, hvert 1 mål.
Tilskuertal: 1249 i Djurslands Bank Arena.