Kommentar af Ole Maass
Billederne af KIF-spillerne som i skuffelsens afmagt satte sig med forgrædte øjne på halgulvet i Sydbank Arena kort før klokken 18 lørdag aften sidder stadig på min nethinde. Anfører Jens Svane var den sidste spiller som forlod halgulvet. Tydeligt berørt – klappet ud af medlemmerne af KIF's fanklub, Den Gyldne Hånd.
Jeg sad selv på tilskuerpladserne med en følelse af tomhed, tristhed og med forgrædte øjne, dybt skuffet og ked af det over, at min hjerteklub, KIF Kolding, efter en heroisk fight med mange opløftende momenter spillede 27-27 mod Sønderjyske i det, der skulle vise sig at blive klubbens sidste ligakamp i denne omgang.
Én af sportens mange klicheer hedder: tabellen lyver aldrig. Og de barske kendsgerninger er, at det for KIF Koldings vedkommende hedder 1. division – landets næstbedste række – i næste sæson. Det gør det, fordi KIF Kolding kun formåede at samle ti point i 26 ligakampe – efter to sejre, seks uafgjorte og 18 nederlag. Det er det dårligste udbytte et KIF-hold har hentet i de 41 sæsoner klubben har været i landets bedste række.
De kendsgerninger må naturligvis føre til alvorlig selvransagelse. Hvorfor gik det så galt....?
Jeg hører ikke til dem, som straks er klar til at fælde en hård, kontant og utvetydig dom med krav om fyringer og bål og brand over spillere, trænere, ledere, direktør, bestyrelse og alle mulige andre. Det her kræver alvorlige overvejelser og eftertænksomhed – i stedet for jagt på syndebukke.
Jeg er ikke i tvivl om, at alle i og omkring holdet og klubben har kæmpet, hårdt, indædt og intenst for at vende den negative spiral holdet har været i gennem det meste af sæsonen. I starten af sæsonen var holdet ramt af en række alvorlige skader hos spillere, som var tiltænkt bærende roller. Der blev hentet nye spillere ind midt i sæsonen. Der er blevet skiftet træner to gange i denne sæson, og til slut endte det med en trænertrio, som i hvert fald set udefra fik skruet på nogle mentale ting og fik styr på rollefordelingen på holdet. Det kunne ses i de to sidste ligakampe mod Grindsted og Sønderjyske. Havde niveauet fra de to kampe været kendetegnende for holdet i resten af sæsonen var det givetvis ikke endt med nedrykning.
I stort set hele sæsonen har KIF manglet en skudstærk og målfarlig venstre back, som kunne klappe nogle kugler i kassen ude bagfra. Tobias Ellebæk var tiltænkt en vigtig del af den rolle. Han nåede at være kortvarigt på banen i fire af 26 kampe – og har ellers været skadet i resten af sæsonen. En spiller som Jonas Tidemand var tiltænkt en afgørende rolle i KIF-forsvaret, men måtte vente det meste af halvanden sæson med at få debut for KIF efter to alvorlige korsbåndsskader. Det er ikke en undskyldning – men et par elementer i en forklaring på, hvorfor det gik så galt.
Man kan sagtens stille sig op og være bagklog. Undertegnede overværede tre af holdets træningskampe forud for sæsonen i august 2024. Her tabte KIF blandt andet til de tre 1. divisionshold, som endte med at blive nummer 1, 2 og 3 i 1. division i denne sæson: HØJ, Aarhus Håndbold og Skive. Allerede dengang sagde jeg, at KIF ikke ville blive et top 8-hold, men et hold, som skulle kæmpe i bunden af ligaen. Men at det skulle ende med en nedrykning havde jeg dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Sport – og ikke mindst elitesport – er forbundet med store følelser. Fra uhæmmet begejstring til dyb skuffelse. Derfor må voksne mænd – og kvinder - godt græde, når det går godt – eller når det går rigtig skidt som det gjorde for KIF Kolding i minutterne lige før klokken 18.00 lørdag aften.
Jeg har været så privilegeret at følge KIF i 60 af mine hidtil 70 leveår. Jeg startede som en ti-årig knægt i den daværende KIF-Hal på Tvedvej i 1965, da klubben spillede i 3. division. KIF Håndbold og KIF Kolding har givet mig ufattelig mange store oplevelser. Jeg har overværet 18 af klubbens 19 DM-finaler. Jeg har set KIF spille Europa Cup- og Champions League-kampe i ti forskellige europæiske lande, men jeg har jo også set, at vi i de seneste halve snes år ikke har været i nærheden af at skulle spille europæiske kampe. Ja, faktisk har vi i fem af de seneste syv sæsoner været i fare for nedrykning. Kun i to af de syv sæsoner har vi været i DM-slutspillet.
De kendsgerninger kræver refleksion, overvejelse og eftertænksomhed. Jeg er ikke i tvivl om, at man i klubben er klar til det. Men det kræver også, at alle os, som har KIF Kolding i hjertet og som bakker klubben op fortsætter med det. Ægte fans er med i både med- og modgang. Jeg håber også, at sponsorer og alle andre, som bidrager til klubbens økonomiske fundament er med på det. Når vi i den nye sæson skal se 1. divisionshåndbold i Sydbank Arena skal vi have som mål, at der aldrig skal være under 1500 tilskuere i hallen. Har vi viljen til at bakke klubben op kan vi også sikre klubben fornyet styrke og forhåbentlig snarligt gensyn med ligaen – derfor overskriften på denne kommentar: fra skuffelsens tårer til vilje og styrke.