Fra KIF-dreng til KIF-profil – Markus Bugge fortsætter til 2029


Af Morten Ravn

KIF Kolding og Markus Bugge har sat deres underskrift på en ny aftale, der binder den 20-årige bagspiller til klubben i yderligere tre sæsoner, helt frem til sommeren 2029.

Bugge har fået en fornem start på sæsonen og blev for nylig kåret som Månedens Spiller for september i samarbejde med DYKON – blot få måneder efter sit comeback fra en længere pause med en korsbåndsskade.

Markus Bugge har fået hele sin håndboldopdragelse i KIF Håndbold og har gennem hele sin karriere repræsenteret Kolding, fra ungdomsrækkerne til førsteholdet.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig over forlængelsen: “Vi er utroligt glade for forlængelsen med Bugge. Han har gjort det supergodt og er et stort aktiv i truppen. En dygtig tovejsspiller, der passer præcis ind i det, vi vil, og som har potentialet til at blive endnu dygtigere. Han er en mand for både nu og fremtiden, og én vi glæder os til at bygge på – både på og uden for banen.”

Talentchef Julie Loop glæder sig også over, at endnu et af klubbens egne talenter har valgt at fortsætte rejsen i KIF Kolding: “Markus er en ung spiller, som har været på vores håndboldakademi under sin ungdomsuddannelse. Han er altid garant for en seriøs tilgang til sin træning, hvilket smitter af på hans omgivelser. Markus er på mange måder en klubmand, som bidrager på ungdomshold og nu også som træner på det selvsamme akademi, han var en del af som spiller. Vi er utrolig glade for Markus og hans tilgang til klubben. Derfor er det også med stor glæde og stolthed, at vi kan forlænge kontrakten med ham.”

For Markus Bugge selv var beslutningen ligetil: “Valget om forlængelse var for mig meget nemt. KIF har en kæmpe betydning for mig og jeg holder virkelig meget af klubben. Så da de ønskede at forlænge, stod det meget hurtigt klart at det var her jeg skulle fortsætte min karriere. Samtidig er dette “nye” KIF et sindssygt spændende projekt, hvor der er igang med at blive bygget et stærkt miljø, som har stort fokus på ens udvikling, og det er noget jeg ser meget frem til at være en del af. Så at kunne fortsætte i min barndomsklub er utrolig stort og jeg glæder mig til at spille i KIF trøjen foran vores fantastiske fans i de næste tre år”

Markus Bugge har indtil videre spillet otte kampe for KIF Kolding og står noteret for 38 mål.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere