Af Ole Maass
Det er én af ligaens normalt stærkeste hjemmebaner – Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg – som KIF Koldings mandlige ligahold besøger tirsdag aften, kl. 19.30, hvor holdet skal op imod Sønderjyske Herrehåndbold i HTH Herreligaen.
I denne sæson har hjemmebanen i Sønderborg imidlertid ikke været en uindtagelig fæstning for modstanderholdene. Selvom SønderjyskE har imponeret med hjemmesejre mod blandt andre de danske mestre fra Aalborg og et tophold som TTH, har SønderjyskE på hjemmebane også tabt til klubber som Skanderborg, Skive og Mors/Thy. Så for KIF er det ikke en umulig mission at få noget med fra besøget i det sønderjyske.
KIF-træner Kristian Kristensen er dog klar over, at der venter hans mandskab en svær opgave tirsdag aften.
-Vi kan se frem til at blive udsat for en helt anden fysik og et helt andet tryk, når vi møder SønderjyskE hjemme sammenlignet med vores kamp i fredags mod TMS. Men spillemæssigt og taktisk skal vi gribe opgaven an på nogenlunde samme måde. Vi skal spille meget disciplineret. Det gjorde vi i fredags. Men vi ved også, at SønderjyskE på hjemmebane er noget helt andet end SønderjyskE på udebane, understreger Kristian Kristensen.
Han slår samtidig fast, at trænertruppen og spillerne har givet hinanden håndslag på at komme med det samme udtryk og samme gejst som i fredagens sejr over TMS.
Det er to måneder siden – den 8. december 2021 – KIF senest mødte SønderjyskE. I den kamp vandt KIF'erne i Kolding en overbevisende sejr på 29-23. På det tidspunkt var Klavs Bruun Jørgensen lige tiltrådt som træner i Sønderjyske, og Kristian Kristensen er forberedt på, at hjemmeholdet nu har indarbejdet en spillestil med nogle varianter af lidt mere offensivt forsvar.
-Sønderjyske har nogle store drenge i Morten Bjørnshauge, Frederik Ladefoged og Marcus Dahlin i midterforsvaret. Dem skal vi forsøge at spille uden om for, at få tingene til at lykkes for os, konstaterer KIF-træneren.
I angrebet har hjemmeholdet i spillere som franske Noah Gaudin, norske Kristian Stranden og svenske Andreas Lang nogle offensive trumfkort, og så skal man heller ikke tage fejl af, at den tidligere danske landsholdsspiller, Thomas Mogensen også er en snu og erfaren herre, som kan tippe tingene til fordel for sit hold, når det hele er tæt og hallen koger.
I KIF Kolding håber vi på, at mange KIF-fans tager turen på en times tid på motorvejen til Sønderborg og er med for at bakke holdet op i den svære udekamp.
Foto: Elkjærfoto