En ny topkamp venter forude for KIF Kolding


Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige 1. divisionshold i håndbold skal søndag sidst på eftermiddagen – klokken 17.00 – ud i en ny topkamp, når holdet tager til den jyske hovedstad for at møde ambitiøse Aarhus Håndbold. Kampen spilles i hallen, som nu om dage hedder Djurslands Bank Arena, men som tidligere var kendt under navnet Atletion og er Aarhus' største idrætshal med en kapacitet på op imod 5000 tilskuere.

Så mange kommer der næppe, når KIF'erne skal op imod et Aarhus-mandskab med masser af velkendte profiler, som tidligere spillede i ligaen: Nicolai Nørager, Lars Mousing, Mads-Peter Lønborg, som også har spillet en enkelt sæson i KIF samt tre nytilkomne ligaprofiler: målmand Kristoffer Laursen, Johan Meklenborg samt den tårnhøje stregspiller Kristian Krag Ørsted. Men Aarhus Håndbolds største profil er formentlig en spiller, som aldrig har spillet i ligaen, men som til gengæld var en helt afgørende spiller på det danske U21-landshold, som tidligere på sommeren vandt VM. Hans navn er Simon Skovhus, og han er en fremragende skudstærk og gennembrudsfarlig spiller med masser af mål i skudarmen, uanset om han spiller på playmakerpladsen eller som venstre back. På U21-landsholdet, der vandt guld spillede Skovhus som bekendt sammen med KIF's nye højre fløj, Andreas Aagreen.

Aarhus Håndbold har – lige som KIF – store ambitioner, og allerede i sidste sæson blandede holdet sig alvorligt i kampen om oprykning til ligaen. Men på trods af, at århusianerne hentede ikke færre end 46 af 52 mulige point i grundspillet blev det ikke til oprykning, da århusianerne blev besejret af nummer 3 i 1. division, Skive, i to af de tre indbyrdes kampe om retten til at møde ligaholdet Grindsted.

KIF-anfører Jens Svane slår fast, at han og holdkammeraterne glæder sig til søndagens kamp i Aarhus.

-De har et stærkt hold med flere profiler, men vi er meget fortrøstningsfulde. Vi var overordnet “ok” tilfredse med vores præstation mod Skive. Vi lavede lidt for mange personlige fejl og fik lidt for mange udisciplinerede udvisninger. Havde vi skåret lidt af det væk, så havde vores sejr over Skive været mere komfortabel, mener han.

-Det skal vi huske i kampen mod Aarhus. Samtidig har vi arbejdet på at forbedre vores kontraspil - det skulle man gerne kunne se som tilskuer på søndag. Aarhus er en lidt anden størrelse end Skive. De er i højere grad båret af individuelle færdigheder, hvor Skive havde et stærkt kollektiv. Det skal vi være klar til at stå imod defensivt. Vi skal stå lidt skarpere i vores opbakninger og lave flere spil-stop for at bryde deres rytme. Gør vi det får vi gode forudsætninger for vores forhåbentligt forbedrede kontraspil, og så kommer vi til at styre kampens tempo, lyder det optimistisk fra KIF-anføreren.

-Vi er maksimalt klar til kampen søndag. Vi har haft to kampe, som vi har vundet, men måske ikke været helt tilfredse med. Vi brænder for at forbedre os hver uge til træning og til kamp. Det kommer til at stråle ud af os, når vi brænder banen af i Aarhus på søndag, siger Jens Svane.

KIF-drengene bliver ikke alene i hallen i Aarhus. KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd, sender en busfuld fans afsted til Aarhus, og så kan man være sikker på, at der vil være både synlig og hørbar opbakning til KIF-drengene.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere