Af Ole Maass
Der er lagt op til et syd- og sønderjysk håndboldbrag, når KIF Kolding lørdag klokken 15.00 i Sydbank Arena tager imod TM Tønder i lokalopgøret i 1. division.
Og går det lige som KIF-træner Anders Eggert forventer bliver det en kamp med masser af fart og tempo.
-TM Tønder er et af rækkens bedste kontrahold, så vi skal være klar til at løbe hjem og stå seks mod seks i forsvaret. Tønder har et hold, som er godt besat på alle pladser, så vi skal spille en optimal kamp for at hente de to point, lyder det fra Anders Eggert.
Hos hans eget mandskab efterlyser han en lidt højere grad af stabilitet.
-I de perioder hvor vi har spillet på vores topniveau har vi været gode. Men vi har haft en del udfald, hvor vi har manglet sikkerhed i spillet, og hvor vores bundniveau har været for lavt. Det handler om at minimere de udfald, konstaterer Eggert.
Han har stor respekt for et Tønder-mandskab, som han også forventer vil være med helt i toppen i divisionen.
Profilerne er blandt andre venstre back Rune Schrøder, playmaker Mathias Nikolajsen og Nick Bøg Nielsen, som er højrehåndet, men lige nu spiller på pladsen som højre back, fordi Tønder har en skade på førstevalget på den position. Men også den flittigt scorende venstre fløj Kasper Skov Andersen er blandt sønderjydernes profiler. TM Tønder har desuden i deres trup to unge talentfulde spillere med en fortid i KIF Kolding, venstre fløj Hans Holst og højre back Mikkel Lund.
Til lørdagens kamp må KIF-træner Anders Eggert se bort fra tre skadede spillere, Markus Bugge, Mads Hoé Jørgensen og Andreas Aagreen. Til gengæld kan han igen råde over playmaker Kristian Stoklund, som ikke var med i sidste uges sejr over Rækker Mølle.
Anders Eggert håber på en tempofyldt og seværdig kamp lørdag eftermiddag i Sydbank Arena.
-For os er det en megavigtig kamp, og jeg håber det bliver en af de sjove kampe i en fed kulisse. Tønder forventer at få 250 tilskuere med til Kolding, og vi skal gerne have rigtig mange af vore fans i ryggen, så vi for alvor mærker at vi er på hjemmebane. Så skal vi gøre vores til at vore fans forhåbentlig kan gå glade hjem fra hallen, siger han.
Mød op i god tid lørdag inden kampstart klokken 15.00. Der vil være masser af aktiviteter for både børn og voksne forud for kampen.