Fra stregspiller til landmand: Mathias Hedegaard stopper karrieren og vender hjem til gården


Foto: Photo-andersen.dk
Af Morten Ravn

Efter to sæsoner i KIF Kolding har stregspilleren Mathias Hedegaard besluttet at indstille sin håndbold karriere for at begynde et nyt kapitel uden for banen. En beslutning, der markerer slutningen på en mindeværdig tid i KIF- trøjen og starten på livet som landmand på familiens gård på Fyn.

Mathias kom til KIF i 2023 og blev lynhurtigt en publikumsfavorit i Sydbank Arena. Med sin kompromisløse spillestil, tydelige udstråling og evige fightervilje vandt han mange KIF-hjerter – og det blev også cementeret, da han i sin første sæson blev kåret som Årets Spiller i klubben.

I alt nåede han at spille 55 kampe og score 120 mål for KIF Kolding.

Det har været en kæmpe ære at få lov til at trække Kolding-trøjen over hovedet. Jeg vil se tilbage på to gode år i Kolding – især den første sæson var rigtig god. Det endte ikke, som vi havde håbet på, men jeg er sikker på, at Kolding kommer stærkt igen med så mange gode mennesker i klubben og en stærk opbakning til holdet. Tak til alle fans, som har støttet os – I er i en liga for jer selv og uden tvivl Danmarks bedste fans! Siger Mathias Hedegaard.

Mathias beskriver tiden i Kolding som et sted, hvor han endelig følte sig set som den spiller, han er – en fighter og en hård hund på banen – og hvor han blev en del af KIF-familien.

Men nu venter en helt ny hverdag. Sammen med sin søster skal han overtage familiens landbrug med 670 køer og 620 hektar jord. En livsbane, der har været i støbeskeen i mange år – og som han nu er klar til at gå helhjertet ind i.

Min søster og mine forældre har ventet på, at jeg blev klar til at komme hjem – og de har altid givet mig plads til at udleve min håndbolddrøm, indtil tiden var rigtig. Det føler jeg, den er nu – både fordi jeg er afklaret og glæder mig til at overtage landbruget, men også fordi jeg kommer tættere på min lille familie, som altid har taget hensyn til mig og min karriere, fortæller Mathias Hedegaard.

KIF Kolding ønsker Mathias alt det bedste fremover og takker ham for hans store indsats og dedikation i klubben.

#vikæmperforkolding