Af Ole Maass
Fredag aften – med kampstart klokken 18.30 – lægger Sydbank Arena i Kolding halgulv til en uhyre vigtig kamp i HTH-ligaen mellem KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold.
Et blik på stillingen i ligaen fortæller alt om vigtigheden af denne kamp i bunden af ligaen, og KIF-træner Andreas Toudahl lægger da heller ikke skjul på, at det er en kamp, som han og hans mandskab meget gerne skal vinde.
- Men vi har stor respekt for Nordsjælland, som efter en svær start i ligaen er kommet godt med efter at have hentet tre point i de seneste to kampe mod TMS og Sønderjyske. De er gået fra at være et godt 1. divisionshold til et ligahold, og de har dygtige spillere, som for fleres vedkommende er fysisk mindre end andre ligahold. Men de er eksplosive og har nogle andre spidskompetencer, konstaterer Andreas Toudahl.
De eksplosive og fodrappe spillere hos Nordsjælland er blandt andre bagspillerne Tobias Jørgensen og Nichlas Hald. Højre back Jesper Dahl er også oftest en giftig mand med et stort skudrepertoire fra mellemdistancen, og så har nordsjællændernes store playmaker Mathias Campbell også i de seneste kampe vist sig som en særdeles værdifuld spiller rent angrebsmæssigt i de to kampe, hvor Nordsjælland har manglet deres normalt farligste bagspiller, Kasper Kisum.
-Nordsjælland er et hold, som spiller i et højt tempo, og derfor skal vi frem og tackle og lave de nødvendige spilstop for at bryde deres rytme, og så er vi også opmærksomme på, at de lægger mange bolde ind til deres stregspiller Andreas Maagaard, som er en scoringssikker spiller. Det samme gælder Carl-Emil Haunstrup på højre fløj, konstaterer Toudahl om nogle af de fokuspunkter han har zoomet ind på forud for kampen.
Han forventer at have hele sin spillertrup klar til kampen fredag aften, og så håber KIF-træneren ellers på, at Sydbank Arena fredag aften omdannes til en massiv fæstning for KIF, hvor et medlevende publikum i den grad bliver den vigtige ”8. mand” for KIF Kolding. Nordsjælland sender i øvrigt også en tilskuerbus til Kolding, så der skal nok blive larm i hallen til denne vigtige kamp.
Fra KIF Koldings side opfordrer vi publikum til at komme i god tid i hallen inden kampstart klokken 18.30. Husk at medbringe coronapas. Dørene åbner kl. 17.00.
Vel mødt – kom og bak op om KIF-drengene til denne uhyre vigtige kamp.