Spring til indhold
KØB BILLET
2. november 2026 · 3 MIN LÆSNING

KIF KOLDING HENTER RUTINERET STREGSPILLER FOR RESTEN AF SÆSONEN

KIF Kolding har indgået en aftale med den 34-årige stregspiller Lars Mousing, der senest har spillet for Aarhus Håndbold. Den rutinerede stregspiller er hentet ind på en kontrakt for resten af sæsonen som direkte erstatning for Mads Kragh Thomsen, der desværre er ude med en skade i resten af sæsonen.

Med tilgangen af Lars Mousing får vi en erfaren stregspiller ind i truppen, som gennem en lang karriere har opbygget stor rutine fra dansk tophåndbold. Han har tidligere repræsenteret blandt andre SAH og TTH Holstebro, hvor han har spillet flere sæsoner i landets bedste række.

Senest har Lars Mousing været en del af Aarhus Håndbold i 1. division, hvor han i sidste sæson scorede hele 112 mål fra stregpositionen. Her var han også med i playoffopgørene mod os i foråret, inden vi som bekendt sikrede oprykningen til Betoro Herreligaen efter den samlede sejr over HØJ Elite.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig over, at det er lykkedes at hente en erfaren stregspiller ind som erstatning for Mads Kragh Thomsen: ”Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at hente Lars ind for resten af sæsonen. Han er en dygtig og rutineret stregspiller, som har spillet på et højt niveau gennem mange sæsoner og ved, hvad der kræves i Håndboldligaen. Med skaden til Mads har vi selvfølgelig mistet en vigtig spiller, men med Lars får vi igen tre stregspillere i truppen, hvilket giver os nogle gode muligheder og større fleksibilitet på positionen. Vi føler derfor, at vi har fundet en rigtig god løsning på den situation, vi står i,” siger Anders Eggert.

For Lars Mousing selv er skiftet til KIF Kolding en spændende mulighed for igen at blive en del af landets bedste håndboldrække og bidrage til et hold med ambitioner. ”Jeg har valgt KIF Kolding, fordi jeg ser en spændende mulighed for at blive en del af en klub med ambitioner, et stærkt fællesskab og en god kultur. Efter mange år som håndboldspiller har jeg stadig stor lyst til at udvikle mig, bidrage til holdet og være en del af en klub, hvor vi arbejder sammen mod fælles mål.
Jeg kommer med en masse erfaring, og jeg håber at kunne bidrage med ro, overblik og stabilitet, både i kampene og til træning. Jeg lægger stor vægt på holdånd, hårdt arbejde og på at være en god holdkammerat, der også kan være med til at løfte andre omkring mig. Jeg glæder mig til at blive en del af KIF Kolding,” fortæller Lars Mousing.

Lars Mousing får trøjenummer 5 i KIF Kolding og kan få sin officielle debut i KIF-trøjen, når vi lørdag den 14. november kl. 16.00 tager imod TMS Ringsted hjemme i AL Sydbank Arena.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Tilmeld dig KIF's nyhedsbrev og modtag nyheder og tilbud fra KIF.

Læs mere om vores privatlivspolitik her.