Spring til indhold
KØB BILLET
29. oktober 2026 · 2 MIN LÆSNING

KIF SKAL RAMME TOPNIVEAU I EN HEL KAMP

KIF Koldings mandlige ligahold har i de seneste kampe mod Aalborg Håndbold og Fredericia HK haft færten af point, men så alligevel i de sidste minutter måttet sande, at det i begge kampe glippede. Det ærgrer man sig over i KIF-lejren, men hos cheftræner Anders Eggert er ærgrelsen omsat i beslutsomhed og fokus på, hvordan hans mandskab kan komme videre, så holdet minimerer de dårlige perioder, som har kostet i de foregående kampe.

Fredag aften - med kampstart kl. 18.30 - skal KIF-drengene være klar i Jysk Arena i Silkeborg, hvor hjemmeholdet Bjerringbro-Silkeborg Håndbold tager imod.

-Vi har først og fremmest fokus på os selv og vores egen præstation. Vi arbejder hver eneste dag på at forbedre os og på at ramme vort topniveau. Og det vil vi da forsøge at gøre igen mod BSH, og her om muligt ramme topniveauet i en hel kamp, lyder det fra Anders Eggert.

Hans mandskab har allerede én gang i denne sæson mødt BSH. I pokal-ottendedelsfinalen, som blev spillet for fem uger siden, hvor BSH vandt en klar sejr efter en jævnbyrdig første halvleg, hvor KIF gik til pausen med en 12-11 føring.

-Det var en kamp med stærkt forsvarsspil af begge hold i første halvleg, og i anden halvleg fik vi så ikke løst deres syv mod seks-spil. Jeg husker det som en dårlig kamp, og siden den kamp har BSH været inde i en stabil periode med sejre i fire af de fem seneste ligakampe. Men vi har også hævet vort spillemæssige niveau, og det håber vi så at vi kan fortsætte med. Vi tror på vore muligheder, selvom vi godt ved, at der venter os en svær udebane i Silkeborg, siger Anders Eggert.

Til kampen i det midtjyske kan KIF Kolding igen se frem til at få opbakning fra medlemmerne af fanklubben Den Gyldne Hånd. Du kan følge live-opdateringer fra kampen på Tophåndbold-app'en og via opdateringer på KIF Koldings instagram-side.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Tilmeld dig KIF's nyhedsbrev og modtag nyheder og tilbud fra KIF.

Læs mere om vores privatlivspolitik her.