Af Ole Maass
Der er al mulig grund til at tro, at der venter et heftigt syd/sønderjysk lokalopgør i Bambuni Herreligaen, når KIF Kolding og Sønderjyske Herrehåndbold mødes onsdag aften i AL Sydbank Arena i Kolding. Der er kampstart klokken 20.00.
Ovenpå søndagens nederlag på udebane til DM-sølvvinderne Skanderborg AGF glæder KIF-træner Anders Eggert sig til, at han og hans spillere er tilbage på hjemmebanen i Kolding for som han konstaterer med et glimt i øjet:
-Vi har endnu ikke tabt en kamp på hjemmebane i denne sæson. Og vi har da en tro på, at det også vil være tilfældet efter onsdagens kamp mod Sønderjyske. Men samtidig har vi en stor respekt for Sønderjyske, som har et meget komplet hold. De har et hold med stor fysik, og samtidig har de rigtig mange strenge at spille på i angrebet. Så vi ved, at der venter os en svær – men bestemt ikke umulig – opgave, konstaterer Anders Eggert.
-For os handler det om at vi i første række skal have vort forsvar op i allerhøjeste gear. Det skal gerne give os nogle muligheder i kontraspillet, lyder det fra Eggert. Han var langt hen ad vejen tilfreds med indsatsen i søndagens kamp i Aarhus, hvor kampen var helt tæt frem til 12 minutter før tid, hvor hjemmeholdet blot førte med 22-21.
-Men samtidig er det stort set umuligt at vinde håndboldkampe, hvor modstanderens målmand står med en redningsprocent over 45. Det var det vi var ude for i Aarhus, siger Anders Eggert om den tidligere KIF-målmand, Magnus Brandbyge, i Skanderborg AGF's mål.
Onsdag aften i AL Sydbank Arena siger vi så i øvrigt velkommen til endnu en tidligere KIF-målmand, Thorsten Fries, der nu vogter målet hos Sønderjyske. Fries, der som bekendt spillede en stor rolle for KIF's oprykning i sidste sæson. Men vi satser nu på, at han denne aften spiller en kamp noget mere på det jævne end det var tilfældet mange gange i sidste sæson. Vi byder også velkommen til yderligere et par spillere med en fortid hos KIF, stregspiller Morten Bjørnshauge samt højre fløj Sebastian Augustinussen – samt ikke mindst cheftræner hos Sønderjyske, Kasper Søndergaard, som i starten af hans glorværdige håndboldkarriere var med til at vinde både DM- og pokalguld med KIF.
KIF-træner Anders Eggert håber og tror på, at KIF's hjemmepublikum onsdag aften kan være en afgørende faktor for KIF-drengene.
-I de to kampe vi har spillet hjemme mod Skive og Nordsjælland har publikums opbakning i den grad gjort en forskel for os. Spillerne har vist den rigtige indstilling og fightet om hver en bold – også da vi var bagud med syv mål mod Nordsjælland. Men uden publikums hjælp havde vi ikke fået vendt den kamp, og derfor er det også meget afgørende for os, at vi onsdag aften igen oplever den massive hjælp fra publikum, lyder opfordringen fra Anders Eggert.
Mens du venter på onsdagens kamp, kan du lytte til det nyeste afsnit af fanpodcasten Skyboxen. Her evaluerer de nye værter Anders og Jacob på vores første kampe tilbage i ligaen og ser frem mod de næste kampe i Bambuni Herreligaen. Du kan lytte til afsnittet dér, hvor du normalt finder dine podcasts, eller via linket her: https://podcast.kif.dk/25

![6I4A2498[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A24981-1317x878x73x0x1170x878x1789421918.jpg)