Torsdag aften endte det som det helt store antiklimaks, når man har sympati for KIF Kolding og overværede lokalopgøret i Betoro Ligaen mellem KIF og Fredericia HK. 31-32 stod der på lystavlen i AL Sydbank Arena, og de cifre fortæller langt fra historien om en flot KIF-indsats, som desværre sluttede på den mest ærgerlige måde, da KIF i det sidste angreb - med chancen for udligning - smed bolden ud over sidelinjen og dermed ikke fik afsluttet på den norske landsholdsmålmand, Torbjørn Bergerud. Og dermed endte gæsterne fra fæstningsbyen med at hente de to point efter en kamp, hvor KIF ellers havde styringen og var i førersædet i kampens første 50 minutter.
Udfaldet af kampen betød, at skuffelsen drev ned af væggene i hallen hos alle os med sympatien for KIF, mens de 300 Fredericia-tilhængere naturligt nok fejrede de to point, som de langt hen i kampen ikke så ud til at kunne tage med fra Kolding. Sandheden var måske også, at det i højere grad var KIF, der tabte kampen - end Fredericia, der vandt den.
Og når man skal gøre status må man også konstatere, at det unge - og smalt besatte KIF-mandskab - spillede en flot kamp. Ikke mindst i 1. halvleg, hvor en storspillende Hjalte Langmack med otte scoringer på lige så mange afslutninger drev KIF-angrebet frem. KIF fandt hele tiden løsninger i angrebsspillet, ikke mindst ude bagfra, hvor også Kristoffer Vestergaard, Cornelius Kragh og Victor Ahlstrand bidrog stærkt. Det kneb mere med afslutningerne fra fløjen og fra stregen. Her havde begge Fredericias målmænd overtaget på KIF-spillerne.
Men nok så afgørende for, at KIF kunne gå til pause foran med seks mål - 19-13 - var, at KIF's forsvar stod fantastisk godt. Det var forsvarsspil af højeste klasse. I målet startede Simon Sejr kampen stærkt, men som kampen skred frem må man desværre konstatere, at KIF manglede redninger. Det var så også afgørende for, at gæsterne kom tilbage i kampen i anden halvleg.
I anden halvleg var det ikke mindst gæsternes playmaker, William Andersson Moberg, som var en kilde til evig uro for KIF-forsvaret. Han fandt hele tiden løsninger, på langskud, på gennembrud og på udspil til fløjene. Og gæsternes fløje Kasper Young og Martin Bisgaard hører til blandt landets mest træfsikre. Det demonstrerede de - desværre - denne torsdag aften i Kolding. Young med seks scoringer på lige så mange afslutninger. Bisgaard med en enkelt misser, men med fire mål.
Og da det hele spidsede til havde Torbjørn Bergerud i FHK-målet så også de afgørende redninger, som betød, at gæsterne fik vendt det truende nederlag til en kneben sejr.
Men KIF var så heller ikke tilsmilet af heldet mod kampens slutning. Ved stillingen 30-30, hvor KIF havde bolden og skulle afslutte direkte efter tremeterkast sendte KIF's højre back, Kristoffer Vestergaard et meget kvalificeret hopskud på stolpen. Og i stedet for at KIF kom foran 31-30 med mindre end 2 1/2 minut tilbage af kampen var det så gæsternes William Moberg, som få sekunder senere med sit tiende mål bragte Fredericia foran med de samme cifre.
Den dramatiske kamp, hvor KIF-drengene i den grad havde fortjent både ét og to point endte som nævnt med, at KIF i det sidste angreb sendte bolden ud over sidelinjen. Rigtig surt show - men samtidig må man endnu engang konstatere, at det unge KIF-hold viste, at de kan spille lige op med de fleste af holdene i ligaen.
Matchfakta:
KIF Kolding-Fredericia HK: 31-32 (19-13)
Målscorere:
KIF: Hjalte Langmack: 9, Cornelius Kragh, 7, Kristoffer Vestergaard, 6, Viktor Ahlstrand og Mads Larsson, begge 3, Andreas Aagreen, 2 samt Benjamin Pedersen, 1 mål.
FHK: William Andersson Moberg, 10, Kasper Young, 6, Anders Kragh Martinussen, 5, Martin Bisgaard og Kristian Hübert Larsen, begge 4, Mads Kjeldgaard, 2 samt Malthe Hejsel, 1 mål.
Redninger:
KIF: Simon Sejr: 4/25 (16 procent), Rasmus Storm Jensen: 3/13 (23,08 procent).
FHK: Torbjørn Bergerud: 8/28 (28,57 procent), Sander Heieren: 4/14 (28,57 procent)
Udvisninger:
KIF: 1 - Fredericia: 1 - plus rødt og blåt kort til Julius Mørch
Tilskuere: 2604 i AL Sydbank Arena
Dagens Man of the Match:
KIF: Hjalte Langmack - Fredericia: William Andersson Moberg