Svensk forsvarsstyrmand i verdensklasse


Af Ole Maass

Det var lidt af et scoop, da KIF i 2001 kunne præsentere én af spillerne på det legendariske svenske herrelandshold, kendt som Bengan Boys, som ny spiller i klubben. Thomas Sivertsson kom til KIF efter nogle sæsoner i den spanske liga hos BM Granollers, og en af de vigtigste grunde til at hente en af verdens bedste forsvarsspillere som Thomas Sivertsson var, var at KIF skulle ud og spille store kampe i Champions League mod blandt andre et storhold som spanske Portland San Antonio, som sæsonen før havde vundet Champions League.

Thomas Sivertsson viste straks sit værd som en kæmpeprofil i KIF-forsvaret, og det betød da også at han i sin første sæson i KIF både var med til at vinde ”The Double” - DM-guld og pokalturneringen. Og samtidig nåede KIF helt frem til semifinalen i Champions League, hvor KIF'erne til gengæld tabte stort til de senere Champions League-vindere fra SC Magdeburg. Men med Thomas Sivertsson som det forsvarsmæssige omdrejningspunkt blev KIF i hans sæsoner i klubben et mandskab man regnede med på både den danske og europæiske scene. Som stregspiller var Sivertsson også rimelig scoringssikker, men det var først og fremmest som forsvarsspiller med international klasse, at han både i KIF og på det svenske landshold bidrog til de mange store triumfer han både som klub- og landsholdsspiller var med til at hente i de år.

Sivertsson indtager plads nummer 13 på top 40 listen over de 40 mest betydningsfulde KIF spillere igennem de seneste 40 sæsoner.

Fakta:
Thomas Sivertsson spillede i KIF i tre sæsoner fra 2001 til 2004, men i de efterfølgende tre sæsoner fra 2004 til 2007 var han også lejlighedsvis på banen, når KIF havde skader på de centrale forsvarsspillere eller blandt stregspillerne. Og Sivertssons resultatliste i de seks sæsoner tæller fire DM-titler, én DM-sølvmedalje samt tre vundne pokalfinaler med KIF. Thomas Sivertssons cv rummer 208 A-landskampe med Sverige, og her er hans medaljeliste lang: Tre gange EM-guld, en VM-guld-, en VM-sølv- og en VM-bronzemedalje samt to OL-sølvmedaljer. I KIF var Thomas Sivertsson assistenttræner sammen med sin bror Ulf, som var cheftræner. Og i sæsonen 2008-2009, da KIF vandt DM-guld var rollerne byttet om, så Thomas Sivertsson havde status af cheftræner. Som træner har Thomas Sivertsson også i en kortere periode været tilknyttet KIF Vejen, ligesom han har trænet den polske storklub, Wisla Plock, været assistenttræner for det svenske kvindelandshold samt assistenttræner for Portugals herrelandshold.

#vikæmperforkolding