Af Ole Maass
Skal vi starte med det eneste positive set med KIF-øjne: de to andre bundhold i mændenes håndboldliga, Ribe-Esbjerg og Grindsted tabte i weekenden også deres kampe. Så i den forstand er situationen i bunden af ligaen ikke ændret til det værre.
Men heller ikke til det bedre set med KIF-øjne. For nedturen for KIF Koldings ligahold fortsatte uændret i Ringsted, da holdet søndag eftermiddag tabte med 33-24 til TMS Ringsted, som allerede havde afgjort kampen i 1. halvleg, som sluttede med en føring på 19-10.
KIF'erne havde kun snor i hjemmeholdet i cirka 11 minutter. Efter 11 minutter var stillingen 6-6, men så fulgte en længere KIF-periode med fejlafleveringer, dårlige afslutninger og andre dårligdomme, og det betød at hjemmeholdet i løbet af det næste kvarter gik fra 6-6 til en føring på 17-9 – og dermed var kampen næsten afgjort med fem minutter tilbage af første halvleg. En afgørende faktor for, at hjemmeholdet trak fra KIF var, at holdet satte den unge målmand Malte Eichhorst på banen. KIF'erne skød omtrent Eichhorst til ”verdensmester”, så han ved pausen havde en statistik på otte redninger på 12 skud. I den anden ende blev Josip Cavar i første halvleg noteret for to redninger i KIF-målet.
I anden halvleg formåede KIF ikke at ændre kampbilledet. Efter fire minutters spil i halvlegen bragte hjemmeholdet sig for første gang foran med ti mål. Tættest på kom KIF'erne ved stillingen 26-19, da KIF-målmand Josip Cavar smed bolden i et tomt TMS-mål. Men spænding om udfaldet blev der aldrig – dertil var hjemmeholdet denne dag for stærkt spillende.
Hos KIF var der debut til den unge U19-spiller Mads Jørgensen, som kom på banen i anden halvleg og havde to kvalificerede drøn på overliggeren – men desværre ikke kom på scoringstavlen. I angrebsspillet var det Oliver Norlyk og Magnus Kronborg, som var de mest fremtrædende KIF'ere – begge med syv mål på 12 afslutninger. Lars Skaarup på venstre fløj var også effektiv med fire scoringer på alle sine afslutninger.
Men samlet set må man konstatere, at KIF-mandskabet lige nu har lang vej igen. Sebastian Seifert er kommet på en særdeles stor opgave med at banke noget tro og selvtillid ind i et KIF-mandskab, som i dette efterår har ramt bunden. Næste opgave bliver én af de helt store. DM-sølvvinderne fra Fredericia HK kommer til Kolding på fredag, og skal vi her tro på et mirakel i form af et point eller to skal KIF'erne have massiv opbakning. Det er i nødens stund man skal kende sine venner, og det er også her holdet har brug for opbakning. Opbakning fik KIF'erne søndag eftermiddag fra 30-40 medrejsende fans fra fanklubben Den Gyldne Hånd. De er der altid for KIF Kolding. Det fortjener de stor ros for.
Matchfakta:
TMS Ringsted-KIF Kolding: 33-24 (19-10)
Målscorere:
TMS: Christoffer Dreyer, 7, Oscar Lykke, Mark Nikolajsen og Frederik Horn, hver 4, Benjamin Hallgren, 3, Simon Ooms, Anders Agger, Victor Wolf, Tobias Tombak og Tobias Nielsen, hver 2 samt Rasmus Winther 1 mål.
KIF: Oliver Norlyk og Magnus Kronborg, hver 7, Lars Skaarup, 4, Sebastian Bertelsen, 2, Mads Kragh Thomsen, Lauritz Legér, Jonas Tidemand og Josip Cavar, hver 1 mål.
Udvisninger:
TMS: 3 – KIF: 3
Redninger:
TMS: Andreas Haagen: 4/13 (30,77 procent), Malte Eichhorst: 12/26 (46,15 procent)
KIF: Josip Cavar: 9/32 (28,13 procent), Emil Tellerup: 0/7 (0 procent)
673 tilskuere i Poul Christensen Arena i Ringsted