Af Morten Ravn
KIF Kolding har pr. 1. april ansat Susan Sørensen som café- og eventkoordinator i klubben.
Susan bliver en del af teamet omkring udviklingen af oplevelserne i og omkring AL Sydbank Arena og kommer til at arbejde tæt sammen med café- og konferencechef Per Højgård. Her vil hun blandt andet få ansvar for bookinger, tilbud, planlægning og koordinering af arrangementer.
Hun kommer med erfaring fra en lignende stilling hos Akturum (tidligere Slotsøbadets Fond), hvor hun har arbejdet med planlægning og afvikling af events. Samtidig har hun allerede et indgående kendskab til klubben, hvor hun i forvejen er engageret som holdleder for U-15 piger og fra den kommende sæson også U-17 piger i moderklubben.
Direktør Casper Olesen ser ansættelsen som et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling:
“Vi har et stort fokus på at skabe gæsteoplevelser i verdensklasse i AL Sydbank Arena. Her får Susan en vigtig rolle i at sikre kvaliteten i vores arrangementer og samtidig være med til at udvikle de rammer, vi har sat i gang omkring caféen sammen med Per Højgård. Hun kommer med relevante erfaringer og kender allerede kulturen i klubben, hvilket er en stor styrke,” siger Casper Olesen.
Med ansættelsen af Susan Sørensen styrker KIF Kolding arbejdet med at udvikle både kampdage, netværksaktiviteter og øvrige arrangementer i arenaen.

![6I4A6516[1]](https://kif.dk/wp-content/uploads/brizy/imgs/6I4A65161-1317x878x73x0x1170x878x1776083577.jpg)