Stærk KIF-fight – men desværre ingen point


'}}

Af Ole Maass

Det blev nærved og næsten og ih hvor var det ærgerligt, at vi ikke fik bare et enkelt lille point ud af anstrengelserne, da KIF Kolding tirsdag aften i et højspændt drama tabte med 26-28 til DM-favoritterne fra Aalborg efter en nordjysk føring på 10-17 ved pausen.

KIF-spillerne viste flot moral, kampgejst, stærkt forsvarsspil og den helt rigtige indstilling i anden halvleg, og det gode forsvarsspil betød så også, at KIF's svenske målmand, Anton Hellberg, løftede sit niveau betragteligt og endte med en redningsprocent på godt 42 – 11 redninger på 26 nordjyske afslutninger.

I slutfasen af kampen havde KIF to gange chancen for at udligne. Med knap fire minutter tilbage af kampen – ved stillingen 25-26 – hamrede Erik Toft bolden på overliggeren. Bolden røg ud i hænderne på nordjydernes Thomas Arnoldsen, som i tomt mål kunne bringe Aalborg foran med 25-27.

Og med et minut og 22 sekunder igen, hvor KIF var bagud med 26-27 fik KIF's Sander Øverjordet en presset afslutning, som blev reddet – og altså ingen udligning. Og på det efterfølgende angreb kunne gæsternes Buster Juul så afgøre kampen til slutstillingen 26-28 på en afslutning fra fløjen.

KIF'erne havde grund til at ærgre sig, men kunne samtidig glæde sig over, at de med indsatsen i anden halvleg i den grad fik taget revanche for den blodfattige indsats i lørdagens kamp mod TTH Holstebro.

I anden halvleg blev der tacklet igennem i forsvaret, der var parader og masser af fight fra spillere som Vetle Rønningen, Mathias Hedegaard, Benjamin Pedersen, Jens Svane og Oliver Norlyk, og i angrebet fik KIF'erne sat nogle gode kombinationer op, og her spillede holdet generelt med stor variation med skud udefra, gode indspil til stregen, og på højre fløj fik Viktor Nevers også scoret et par vigtige mål efter et par afbrændere i første halvleg.

KIF'erne blev dog flere gange straffet med scoringer i tomt mål efter brændte afslutninger eller tekniske fejl.

I første halvleg var der ikke meget, der antydede at der kunne blive nogen form for spænding i kampen. Et stærkt spillende nordjysk hold med fremragende individualister som Mikkel Hansen, Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer straffede skånselsløst alle KIF-fejl, og da der var spillet godt seks minutter var nordjyderne foran med 1-6. Efter 23 minutter så det endnu mere grumt ud, da gæsternes Lukas Nielsson bragte Aalborg foran med ti – 6-16 – men mod slutningen af halvlegen fik KIF'erne hentet noget af det tabte terræn tilbage, så det endte med en pausestilling på 10-17 i nordjysk favør.

Vi skulle kun godt fem minutter ind i anden halvleg før KIF'erne havde reduceret det nordjyske forspring fra en syv måls føring til stillingen 14-18. På det tidspunkt begyndte der for alvor at komme kog under kedlen hos de 2587 tilskuere i Sydbank Arena. Publikum gav den gas, kom op og stå og fyrede op under KIF-spillerne, som fightede om hver en bold – og i øvrigt ikke var specielt heldige med alle dommerkendelserne. Og så endte det med, at vi fik en håndboldkamp med intensitet, nerve og altså også spænding til sidste minut. Aalborg er et klassemandskab, og det viste KIF Kolding faktisk også, at de er i kampens sidste 30 minutter, som blev vundet med fem mål. Det rykker ikke ved pointtavlen – men KIF-spillerne skal tage fighten, energien og vildskaben med til de kommende seks kampe i grundspillet. Og det samme skal vi, som sidder på tilskuerpladserne og bakker holdet op!

Matchfakta:
KIF-Aalborg: 26-28 (10-17)

Målscorere:
KIF: Bjarke Christensen, 6, Oliver Norlyk og Benjamin Pedersen, begge 4, Sander Øverjordet og Mathias Hedegaard, begge 3, Viktor Nevers, 2, Peter Lund, Vetle Rønningen, Jens Svane og Erik Toft, hver 1 mål.

Aalborg: Mikkel Hansen, Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer, hver 6, Buster Juul, 3, Henrik Møllgaard, 2, René Antonsen, Martin Larsen, Jesper Nielsen, Patrick Wiesmach og Lukas Nilsson, hver 1 mål.

Udvisninger:
KIF: 2, Aalborg: 1

Redninger
KIF: Anton Hellberg: 11/26 (42,31 procent), Rasmus Døssing: 2/10 (20 procent).
Aalborg: Fabian Norsten: 13/38 (34,21 procent), Niklas Landin: 0/1 (0 procent)

2587 tilskuere i Sydbank Arena

Dagens Man og the Match:

KIF: Bjarke Christensen, Aalborg: Thomas Arnoldsen

#vikæmperforkolding