Et smalt besat KIF-hold uden fem stamspillere leverede en flot fight, men lavede desværre også for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger, og så endte det med en sejr på 37-31 til hjemmeholdet TTH Holstebro, som også førte med 19-16 ved pausen.
Forud for kampen var yderligere to af KIF's unge stærke spillere røget på skadeslisten. Fløjspilleren Mads Larsson med et hold i ryggen, mens Mads Hoé Jørgensen blev sparet for ikke at belaste hans knæ yderligere. I forvejen er som bekendt målmand Victor Bang og stregspiller Mads Kragh Thomsen ude lige som den langtidsskadede højre back Markus Bugge også først forventes klar, når vi går ind i 2027.
Til fredagens kamp i Holstebro havde KIF-trænerduo'en Anders Eggert og Julie Loop suppleret KIF-truppen med to unge talenter, stregspiller Lasse Jepsen og venstre fløj, Søren Hell Hansen. De fik begge spilletid mod slutningen af kampen, og også KIF's unge målmand, Anders Rønne-Schmidt var undervejs inde og afløse Rasmus Storm i KIF-målet.
KIF fik en rigtig skidt start på kampen, hvor holdet efter 12 minutter kom bagud med 10-3. Årsagen var for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger af KIF-spillerne. TTH lavede sådan set også mange tekniske fejl, men forskellen var at hjemmeholdet scorede på deres chancer.
Men i midten af første halvleg fik KIF-spillerne samlet sig og kæmpede sig godt tilbage i kampen, blandt andet anført af en stærkt spillende Hjalte Langmack, som reducerede hjemmeholdets føring til 15-12 efter 23 minutters spil. Og da Viktor Ahlstrand et minut senere reducerede yderligere til 15-13 var KIF-drengene igen stort set på omgangshøjde med hjemmeholdet, som med et sidste sekunds mål i 1. halvleg bragte sig foran til pausestillingen 19-16.
Anden halvleg startede dramatisk, da hjemmeholdets store stærke stregspiller Jonas Raundahl fik direkte rødt kort efter en situation, hvor dommerne bedømte, at han ramte KIF's Hjalte Langmack direkte i ansigtet.
KIF formåede ikke at drage fordel af overtallet, da hjemmeholdet i stedet bragte sig foran med både fire og fem mål. Sidste gang, hvor KIF var - næsten - på omgangshøjde med hjemmeholdet var efter godt 39 minutters spil, hvor Andreas Aagreen reducerede til 25-22 for KIF - og hvor et come back stadig var muligt.
Det come back udeblev dog som følge af tekniske fejl og brændte afslutnnger, og så kunne TTH udbygge føringen, så de med ti minutter igen førte med betryggende 32-24 - og dermed for alvor var på sejrskurs. KIF fik barberet forspringet ned til en seks måls sejr til hjemmeholdet, og man må rose KIF-holdet for at blive ved med at fighte for sagen.
En spiller som Viktor Ahlstrand leverede en fin kamp - på trods af nogle tekniske fejl. Han scorede seks gange på ni forsøg. Det er også værd at bemærke, at KIF's to målmænd, Rasmus Storm og Anders Rønne-Schmidt tilsammen havde to redninger mere end hjemmeholdets portugisiske landsholdsmålmand, Gustavo Capdeville. 12 KIF-redninger, heraf de 11 af Rasmus Storm, mens hjemmeholdets målmand blev noteret for ti redninger.
Medlemmerne af KIF's fanklub, Den Gyldne Hånd, leverede hørbar opbakning til KIF-drengene i alle 60 minutter, og det gør de helt sikkert igen næste lørdag den 3. oktober, når Skjern Håndbold kommer på besøg i AL Sydbank Arena. Ved den lejlighed skal KIF-drengene have massiv opbakning fra en fyldt hal.
Matchfakta:
TTH Holstebro-KIF Kolding: 37-31 (19-16).
Målscorere:
TTH: Emil Grønbech, 9, Emil Reinholdt Hansen, 7, Magnus Storgaard Pedersen, 6, Eskil Reitan, 4, Jonas Raundahl, Teis Horn Rasmussen og Joachim Lyng Als, hver 3, Lucas Amby og Magnus Bramming, begge 1 mål.
KIF: Viktor Ahlstrand, 6, Kristoffer Vestergaard, 5, Cornelius Kragh, Hjalte Langmack og Mathias Kragh, hver 4, Andreas Aagreen, 3, Lars Skaarup og Valdemar Hermansen, hver 2, Benjamin Pedersen, 1 mål.
Udvisninger:
TTH: 3 - plus et rødt kort, KIF: 1
Redninger:
TTH: Gustavo Capdeville: 10/35 (28,57 procent), Emil Schatzl: 0/6 (0 procent)
KIF: Rasmus Storm: 11/43 (25,58 procent), Anders Rønne-Schmidt: 1/6 (16,67 procent)
2387 tilskuere i Gråkjær Arena i Holstebro