Af Ole Maass
KIF Koldings mandlige ligahold, som har mange nye ansigter i denne sæson, leverede en særdeles fornuftig indsats i sæsonens første træningskamp, som blev spillet i Viborg mod det norske ligahold fra Nærbø.
Kampen endte med en storsejr på 38-23 til KIF efter 19-13 ved pausen, og kampen viste, at KIF i denne sæson har en rigtig stor bredde, og i kampen var der spilletid til ikke færre end 16 KIF-spillere, som i øvrigt alle sammen bød rigtig godt ind.
KIF'erne stod stærkt i forsvaret og fra start var målmand Anton Hellberg også på mærkerne. Han havde i løbet af kampens første tre minutter fire redninger, og han sluttede første halvleg med i alt ti redninger på 23 afslutninger inden for målrammen – og en redningsprocent omkring de 40.
KIF's nytilkomne målmand, svenske Josip Cavar fik også en flot debut i KIF-målet. Han havde ligesom sin landsmand, Anton Hellberg også ti redninger, og endte med en redningsprocent på 50.
Flere andre spillere glimtede med en solid indsats. Den portugisiske højre back, Diogo Silva, endte som topscorer med syv mål. Han lavede også et par tekniske fejl, men han viste at han både kan skyde ude bagfra og gå igennem på gennembrud, og han kan komme til at danne et stærkt makkerpar med Oliver Norlyk, som også leverede en helhjertet indsats mandag aften i Viborg.
På venstre fløj er den erfarne ligaspiller Lars Skaarup ny mand på posten, og han viste både skarphed på sine afslutninger fra fløjen, ligesom han havde flere gode forsvarsaktioner. Han blev mandag aften suppleret af unge Hans Holst, som i sidste sæson spillede på KIF's U19-hold og også fik sin debut i ligaen. Holst leverede denne aften også en håndfuld mål – heraf flere af høj teknisk klasse. På den modsatte fløj var Viktor Nevers skarp og meget konsekvent i kontrafasen.
Et par andre af de nye spillere, venstre back Tobias Ellebæk og Lauritz Legér, som både kan spille back og playmaker havde også masser af drive over deres spil, og når de først bliver spillet sammen med holdkammeraterne er der næppe tvivl om, at de bliver vigtige spillere for KIF. Det samme bliver playmaker Kristian Stoklund givetvis. Han er en rutineret og snu spiller, og han startede i bagkæden sammen med Norlyk og Ellebæk på de to backpladser. Det kan godt gå hen og blive godt. Og godt er det også det de tre ”gamle” KIF-spillere, Jens Svane, Benjamin Pedersen og Mathias Hedegaard præsterede. Solidt arbejde. Benjamin, som i sidste sæson var den KIF-spiller, som procentuelt scorede på de fleste af sine afslutninger var denne aften ikke helt træfsikker, men med ham får man altid en helhjertet indsats. Det samme leverede de to unge spillere, Victor Lyngsø på stregen og Sebastian Bertelsen på højre fløj, og så var der også et helt nyt og spændende navn på banen for KIF mandag aften. Mathias Mailand hedder han, og han er kommet til KIF fra Skanderborgs U19-hold, og han er en ung mand med masser af gå på mod og skudstyrke, og han hamrede to bolde i kassen og tilkæmpede sig også et straffekast i de 12-14 minutter han fik på banen. Han ligner en spiller, som vi kan komme til at se mere til.
Nu skal man selvfølgelig ikke overvurdere en træningskamp – og slet ikke sæsonens første. Det gælder om at få noget spil-praksis i benene – og hænderne – men bedømt ud af det KIF'erne viste mandag aften i Viborg ser det slet ikke så dumt ud.
Matchfakta:
KIF Kolding-Nærbø IL: 38-23 (19-13)
KIF's målscorere:
Diogo Silva, 7, Viktor Nevers og Hans Holst, begge 5, Jens Svane, 4 (2), Oliver Norlyk, 3, Lars Skaarup, 3, Kristian Stoklund, 3 (1), Mathias Hedegaard og Mathias Mailand, begge 2, Tobias Ellebæk, Lauritz Legér, Benjamin Pedersen og Sebastian Bertelsen, hver 1 mål.
Redninger:
KIF: Anton Hellberg: 10 på 23 skud, Josip Cavar: 10 på 20 skud.
Kampen blev spillet i Biocirc Arena i Viborg – bedre kendt som Viborg Stadionhal