Af Ole Maass
Efter nogle kampe, hvor den spillemæssige pil har peget opad for KIF er KIF-træner Sebastian Seifert klar i mælet før KIF Koldings ligakamp onsdag aften på hjemmebane mod Skanderborg AGF Håndbold.
-Ja, efter nogle gode præstationer har vi nu brug for nogle point. Så det skal vi da forsøge at hente onsdag aften mod SAH. Det er et stærkt hold, som vi har stor respekt for. De kommer lige fra en sejr over Aalborg, så vi ved at der venter os en svær opgave, men med vort hjemmepublikum i ryggen tror vi da på mulighederne mod SAH, lyder det fra Sebastian Seifert.
I fredags leverede KIF'erne en kamp, som langt hen ad vejen var godkendt, da KIF'erne tabte med 32-28 mod GOG.
-I første halvleg leverede vi godt i forsvaret, men i anden halvleg havde vi det svært mod GOG's små hurtige spillere. Men i hele kampen manglede vi redninger, og det er én af grundene til, at vi ikke rigtig var i nærheden af sejren, konstaterer KIF-træneren.
Hos onsdagens modstander, Skanderborg AGF Håndbold er det ikke mindst en række stærke bagspillere, som tegner holdet. Spillere som Emil Lærke, Morten Hempel Jensen, Kristjan Örn Kristjansson og Fredrik Olsson er spillere med masser af skudkraft, som KIF'erne skal forsøge at dæmme op for.
-Jeg tror og håber på, at vi står bedre til Skanderborgs lidt større spillere end vi gjorde til de små hurtige GOG-spillere, som vi i fredags havde svært ved at dæmme op over for. Og så håber jeg i den grad, at vi får vort hjemmepublikum med onsdag aften. Vi har brug for tilskuerne som vores ottende mand, lyder opfordringen fra Sebastian Seifert.
Og til tilskuerne denne opfordring: kom i Sydbank Arena i god tid inden kampstart klokken 20.00. Vi forventer rigtig mange tilskuere til denne uhyre vigtige kamp.