Med indgangen til den nye sæson forøger SeaDane Travel sit engagement i KIF Kolding, og vil de kommende 2 sæsoner være vores hovedpartner.
Virksomheden med base i Sønderborg har mere end 16 års erfaring indenfor salg af krydstogtsrejser i hele verden.
Direktør for KIF Kolding, Christian Hjermind, udtaler om samarbejdet:
"Vi er meget glade for samarbejdet med SeaDane Travel, som har udviklet sig meget positivt det forgangne år. Vi har oplevet engagementet og opbakningen lige fra starten, og er utroligt stolte over at SeaDane Travel på et år løfter deres engagement til at blive hovedpartner. Vi deler mange af de samme værdier som fællesskab og sammenhold – vi kommer helt sikkert til at spille hinanden gode de kommende år. Udover at være hovedpartner for ligaholdet, vil SeaDane Travels logo også fremgå på KIF Håndbolds U23, U19 & U17-hold spillertrøjer, hvilket vi er utroligt glade og stolte over”.
Ejer af SeaDane Travel, Karsten Schøn, udtaler ligeledes om samarbejdet:
”Vi er utroligt glade for samarbejdet med KIF. Da vi startede som ny sponsor sidste sommer blev vi i den grad modtaget utroligt positivt, og vi har i hele den forgangne sæson oplevet en klub, som har været engageret og dedikeret i deres arbejde. Der har været en utrolig hold-ånd og ”vi-følelse”. Vi føler os rigtig godt behandlet af spillere, ansatte, fans og de andre partnere i klubben. Derfor var det naturligt for os at fortsætte og udvide samarbejdet med klubben i den nye sæson. Vi vil rigtig gerne bidrage til at udvikle klubben, så holdet igen kan spille med i toppen af dansk herrehåndbold. Med vores firmalogo på brystet får vi en meget eksponeret plads på spillertrøjen, og det bliver med stor stolthed, at vi skal se vores logo i de danske håndboldhaller i den kommende sæson. Vi har i det seneste år fået mange nye kunder til vores virksomhed, og får med hovedsponsoratet mulighed for at eksponere os endnu mere”.
En stor tak skal der lyde til Karsten & Michael for samarbejdet – vi ser meget frem til de kommende sæsoner med jer på brystet.