Respekt: KIF fulgte GOG til dørs


'}}
Af Ole Maass
Det gav ikke nogle point, men til gengæld gav det masser af respekt – den indsats KIF Koldings mandlige ligahold søndag aften leverede i Gudme, da holdet spillede mod GOG i den femte af seks DM-slutspilskampe. Det endte med en fynsk hjemmesejr på 32-29 efter, at GOG havde ført med 18-13 ved pausen.
Da der manglede knap to minutter af kampen og KIF var i angreb – bagud med 30-28 begik KIF’s unge stortalent, Nicolai Jørgensen en kostbar angrebsfejl, som nok kostede KIF den sidste mulighed for ét eller to overraskende point.
Den fejl skal Nicolai ikke bebrejdes, da han forinden havde spillet en fremragende kamp. Det samme havde de øvrige KIF’ere. Rent spillemæssigt var det lidt op og ned – men med hensyn til moral, fight og spillemæssig omtanke var det KIF’erne leverede søndag aften i Gudme absolut i topklasse.
Da der manglede et kvarter og KIF var bagud med 25-20 sad man egentlig med en fornemmelse af, at KIF’erne havde leveret en ok indsats, men der manglede alligevel lidt af det hele. Der manglede tacklinger i forsvaret, der var lidt for mange tekniske fejl, og afslutningerne sad heller ikke altid lige i skabet. Der var lidt for mange afbrændere til, at man rigtig kunne tro på point denne søndag aften.
Det fik KIF’erne lavet om på i kampens sidste kvarter. I målet havde Tim Winkler flere vigtige redninger – blandt andet to straffekast fra Emil Jakobsen, og i defensiven dekreterede KIF-træner, Andreas Toudahl, i det sidste kvarter en mere offensiv opdæning, som betød at Andreas Væver og Benjamin Pedersen gik længere frem til Morten Olsen og Mathias Gidsel, som begge voldte KIF’erne store kvaler, når de lidt for uhindret drønede igennem KIF-forsvaret.
I den modsatte ende af banen øgede KIF’erne i det sidste kvarter effektiviteten i afslutningerne. Blandt andet var Alexander Morsten træfsikker fra stregen. Nicolai Jørgensen levede flere mål på fodrappe gennembrud, Andreas Væver var bombesikker fra straffekastpletten og Peter Balling var som altid en stor skudtrussel. I starten af anden halvleg kom KIF’s norske forsvarsgeneral Vetle Rønningen ind og lavede et par gode mål på langskud, og en spiller som Jens Svane knoklede også ufortrødent i alle 60 minutter – også selvom det ikke var alle aktioner, som lykkedes for ham.
Samlet set var der tale om en holdindsats fra KIF, som fortjener stor respekt. Også i betragtning af, at KIF i kampens sidste kvarter måtte undvære én af holdets profiler, norske Thomas Boilesen, som udgik med det, der lignede en lyskeskade. En skade han tidligere i denne sæson har været ude med.
Lad os håbe, at Boile er klar til de to sidste vigtige kampe i denne sæson, som begge er på udebane. En pokalkamp mod TM Tønder og den sidste slutspilskamp, som spilles søndag den 16. maj, klokken 16 på udebane mod Sønderjyske.
Matchfakta:
GOG-KIF: 32-29 (18-13)
Topscorere:
Andreas Væver & Peter Balling begge med 6 mål.

#vikæmperforkolding