Af Ole Maass
I sine seks sæsoner i KIF var Anders Oechsler en vigtig allround spiller for klubben. Oechsler var en rigtig god forsvarsspiller, som var dygtig til at læse modstandernes spil, men når Oechsler i skiftende perioder også fik godt med spilletid i angrebet kunne han med sin højde, skudkraft og overblik også levere både mål og målgivende afleveringer. Indimellem gik Oechsler ”målamok” som da han i en ligakamp i sin første periode i klubben bankede 16 bolde i mål, og dermed blev den på det tidspunkt mest scorende KIF-spiller i en enkelt kamp. Oechslers scoringsrekord blev dog overgået i 2009, da Boris Schnuchel i en Europa Cup-kamp mod upåagtede London scorede ikke færre end 19 mål.
Anders Oechsler var ikke bare en spiller, som ind imellem kunne score mange mål. Han kunne også score nogle mål, som var titler og medaljer værd for KIF. Som eksempelvis, da KIF i Gudme den 20. maj 2006 mødte GOG i den første DM-finale den sæson mellem de to arvefjender. Da der manglede ti sekunder af kampen førte GOG med 26-25, og fynboerne ville dermed have fordel af hjemmebane i tilfælde af en tredje kamp. KIF'erne tog målmand Fredrik Ohlander ud og spillede så syv mod seks, og det skabte plads til, at Anders Oechsler med et brag af et langskud kunne udligne til 26-26 få sekunder før tid. Og da KIF'erne ugen efter vandt finale to hjemme i Kolding Hallen med 26-23 betød det altså, at KIF Koldings 11. danske mesterskab kom i hus – ikke mindst takket være Anders Oechslers sidste sekund scoring i Gudme. At Oechsler var en vigtig spiller for KIF ses også af, at han var anfører på KIF-holdet i den sæson, hvor klubben vandt sin 11. DM-titel.
Efter sine første tre sæsoner i KIF spillede Oechsler tre sæsoner i den tyske Bundesliga hos TV Grosswallstadt. Herefter kom han tilbage i endnu tre sæsoner i KIF, spillede så to sæsoner hos GWD Minden i Bundesligaen og sluttede karrieren i 2016 efter to sæsoner hos TTH Holstebro.
Oechsler indtager plads nummer 25 på top 40 listen over de 40 mest betydningsfulde KIF spillere igennem de seneste 40 sæsoner.
Fakta:
Anders Oechsler spillede i KIF i seks sæsoner fordelt over to perioder fra 2003-2006 og igen fra 2009 til 2012. I de seks sæsoner var Anders Oechsler med til at spille KIF i fire DM-finaler, hvoraf de to endte med DM-guld og de to endte med DM-sølv. Hertil kommer, at KIF i Oechslers tid i klubben var i én pokalfinale, som endte med en pokaltitel til KIF. Anders Oechsler har på sit cv 37 A-landskampe og 10 Y-landskampe for Danmark.