Nederlag i Lemvig – gyser-lørdag er i vente


Af Ole Maass

Den kommende lørdag bliver ikke en dag for folk med sarte nerver, hvis de samtidig har sympati for KIF Kolding. Det er en kendsgerning efter, at KIF onsdag aften tabte den vitale kamp mod Lemvig-Thyborøn med 25-24 efter en KIF-føring på 12-14 ved pausen.

Det var ikke mindst den kommende KIF-målmand Emil Tellerup, som i slutfasen sørgede for, at hans nuværende klub, Lemvig-Thyborøn stadig har en chance for at redde sig. Tellerup diskede op med tre helt afgørende redninger: to afslutninger fra Bjarke Christensen og et skud fra Erik Toft to sekunder før tid. Og så kunne hjemmeholdet juble over de to point, mens KIF-spillerne og flere end 100 medrejsende KIF-fans kunne græmme sig over den forspildte chance for at spille sig væk fra den direkte nedrykning.

KIF-drengene kan stadig redde sig. Det kan de gøre ved at hente minimum ét point i lørdagens brag  mod Skjern. Men taber KIF den kamp, og vinder Lemvig samtidig i Aalborg og hvis så også Nordsjælland får ét point på udebane i Fredericia – ja, så er det KIF, der bliver sorteper. Så ender både KIF, Lemvig og Nordsjælland på 15 point, og så er det de tre klubbers indbyrdes kampe, som gøres op i en tre holds pulje – og her er KIF dårligst indbyrdes – og så betyder det altså nedrykning.

Nu skal vi ikke male fanden på væggen. Mon ikke ligaens to tophold, Aalborg og Fredericia skruer op for gassen og med sejre spiller sig i form til det kommende DM-slutspil – alt andet vil være meget mærkeligt.

I kampen i Lemvig fik KIF en god start og kom foran med 2-0 og 5-2 efter otte minutters spil. Meget tidligt i kampen blev KIF'erne dog ramt af et uheld, som måske i den sidste ende fik afgørende betydning for kampens udfald. KIF's Oliver Norlyk, som har været stærkt spillende i en længere periode blev således ramt af et voldsomt slag i ansigtet, som betød at han måtte gå ud – og efterfølgende blev han kørt på hospitalet til observation for en hjernerystelse. KIF'erne bevarede dog roen og kunne gå til pausen foran 12-14. KIF var også i front med ét eller to mål i starten af anden halvleg, men efter nogle brændte afslutninger og en teknisk fejl kunne hjemmeholdet efter ti minutters spil i anden halvleg bringe sig foran på en kontrascoring. Og fra det tidspunkt var det stort set Lemvig, som var et mulehår foran. Med godt tre minutter tilbage af kampen kunne Erik Toft på et langskud udligne til 24-24. Efterfølgende bragte hjemmeholdets højre back, Vilhelm Poulsen Lemvig foran med 25-24 på et gennembrud, og så fulgte de tre brændte afslutninger fra KIF – den sidste to sekunder før tid, hvor en af hjemmeholdets spillere smadrede Erik Toft i gulvet. Det gav en udvisning, og på det efterfølgende frikast sendte Rober Timmermeister så bolden over mål, så det sluttede med de to point til Lemvig, som giver holdet en livline, inden de på lørdag skal til Aalborg for at møde DM-favoritterne fra Aalborg.

Kampen og resultatet i Lemvig var en ordentlig mavepuster for KIF, men KIF-drengene har stadig afgørelsen i egne hænder. Men det betyder så også, at der lørdag eftermiddag meget gerne skal være 3500-4000 tilskuere i hallen for at bakke KIF op til den altafgørende kamp mod Skjern. Det er samtidig kampen, som markerer KIF's 40 år i den bedste række, og kommer du i din hvide KIF-trøje kommer du gratis ind – ellers koster en billet kun 40 kroner, så der er absolut ingen undskyldninger for ikke at komme i hallen og bakke KIF-drengene op.

 

Matchfakta:
Lemvig-Thyborøn-KIF: 25-24 (12-14)

Målscorere:

Lemvig: Jeppe Gade, 7, Christian Holm, 5, Fredrik Clementsen, 4, Vilhelm Poulsen, Emil Jensen, Tobias Myssing og Jorn Smits, hver 2 samt Jon Katballe, 1 mål.

KIF: Erik Toft, 5, Bjarke Christensen og Sander Øverjordet, hver 4, Benjamin Pedersen og Mathias Hedegaard, hver 3, Jens Svane, 2, Robert Timmermeister, Viktor Nevers og Peter Lund, hver 1 mål.

Udvisninger:

Lemvig: 4, KIF: 2

Redninger:

Lemvig: Emil Tellerup: 14/38 (36,84 procent)

KIF: Magnus Brandbyge: 7/25 (28 procent), Anton Hellberg: 1/6 (16,67 procent)

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere