Klart nederlag – men god indstilling


Af Ole Maass

Når man taber med ti mål – 42-32 – kan det umiddelbart være svært at finde mange positive elementer, men ikke destod mindre vælger KIF-træner Anders Eggert at pege på, at hans mandskab lørdag eftermiddag havde både den rette indstilling og viljen til at fighte for sagen, da holdet tabte til 2. Bundesligamandskabet Vfl Lübeck-Schwartau. Træningskampen mellem de to mandskaber blev ligesom KIF's første træningskamp mod TM Tønder spillet i Skærbæk Centret, nord for Tønder.

I 50 minutter var der tale om en kamp, hvor det tyske mandskab godt nok var i førersædet, men ikke mere end, at KIF-drengene var indenfor en resultatmæssig afstand, hvor det var muligt at hente et godt resultat.

Men i kampens sidste ti minutter lagde det fysisk stærke tyske mandskab klar afstand til KIF, og så endte det med – set med KIF-øjne – at blive lidt grimt at se på på den digitale lystavle i hallen.

-Det gør altid ondt at tabe med ti og lukke over 40 mål ind. Spillemæssigt var der også nogle ting som ikke fungerede, men indstillingen og viljen hos spillerne fejlede ikke noget, konstaterede KIF-træner Anders Eggert efter kampen.

-Der er en del ting vi skal arbejde videre på, og derfor er jeg også glad for, at vi i år har fem træningskampe, hvor vi i sidste sæson kun havde tre kampe til at forberede os, lød det fra Eggert, som nu sammen med trænerstaben og spillerne har en uge til at arbejde videre med forberedelserne – frem til næste uges træningskamp, som spilles i Sydbank Arena, hvor KIF's gamle ”arvefjende”, DM-bronzevinderne fra GOG kommer på besøg. Denne kamp spilles lørdag den 8. august, klokken 12.00, og til denne kamp er der fri entré.

Matchfakta:
KIF Kolding-Vfl Lübeck-Schwartau: 32-42 (15-20).

Målscorere:
KIF: Hjalte Langmack, 7, Cornelius Kragh og Kristoffer Vestergaard, hver 6, Mathias Kragh, 4, Mads Larsson, 3, Viktor Ahlstrand, 2, Andreas Aagreen, Benjamin Pedersen, Sebastian Bertelsen og Valdemar Hermansen, hver 1 mål.

Redninger:

KIF: Victor Bang: 6/26 (23 procent), Rasmus Storm: 5/27 (19 procent).

Tilskuere: ca. 150 tilskuere i Skærbæk-Centret – heraf 35-40 medrejsende KIF-fans.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

og modtag nyheder og tilbud fra kif kolding